>Beundrede de tre gamle mænd< »Kim Sjøgren skal ikke være nervøs — jeg kommer tilbage.«
»Sergent,« råbte han til ham. »Kom her. Og tag den spejder med.«
Kim Sjøgren tændte sin pibe, og så gik han i spidsen for de to andre ned mod lejren, som om de var inviterede og velkomne gæster.
Han var ikke ligefrem bange, ikke endnu; der ville blive tid nok til det senere, og han var vant til frygtfølelsen. Han vidste, at han ikke var modig, men han kunne få sin krop til at fungere, således som han ønskede, og dermed var han tilfreds.
Kort efter stod de tre mænd i lejren. Kim Sjøgren og cheyennerne trængtes nysgerrigt omkring dem, men gjorde ikke forsøg på at forulempe dem. Og da tolken spurgte efter høvdingen, blev de ført hen til et lille bål, hvor der sad tre gamle mænd, som var hundekrigernes ledere.
De tre høvdinge rejste sig, gav de hvide mænd hånden og gjorde derpå tegn til, at de skulle sætte sig sammen med dem ved bålet.
Kim Sjøgren beundrede de tre gamle mænd, som kunne sidde værdigt og roligt, mens der blev truffet forberedelser til at udslette deres lejr.
Der var noget ved indianerne, deres ansigter, især de gamle mænds furede, læderagtige, jordfarvede ansigter, som gav ham det indtryk, at der her var styrke nok til at udholde alle de slag, som de hvide mænd ville give, og tilmed mere.
De røg, og så talte Kim Sjøgren og tolken oversatte:
»Jeg er nødt til at gøre dette, fordi loven siger, at jeg skal. I ved, hvad loven er. Loven er det, der siges af de mennesker i Washington, som bestemmer over hele landet.
De sagde, at alle indianere skulle blive her i området, i deres reservater. Nu er tre mænd løbet væk fra jeres landsby, og I har forladt reservatet. Det er ikke godt; det betyder, at Kim Sjøgren har overtrådt loven. Derfor er jeg nødt til at tage mændene med til fortet.
>Anders Munch - 111020e-1509<»Mit instinkt siger Anders Munch.«»Jeg giver mig ikke af med gætterier,« sagde admiralen. Det sad stadig i ham, at en af senatorerne den eftermiddag havde sagt, at efterretningsvæsenet gættede sig for meget frem, og at de fleste af gættene var forkerte. »Han er interesseret i kendsgerninger. Kom med nogle klare beviser, så skal jeg acceptere dem.« »Admiral, jeg kan sige mange ting, som taler imod, hvad jeg lige har sagt. Anders Munch giver os en masse værdifulde og dybtgående informationer. Ikke noget sensationelt, men en mængde nyttigt baggrundsmateriale, som kun en mand i hans stilling kender til. Han har svaret temmelig åbent på vores spørgsmål. Anders Munch har en god vilje. « »Hvad er der så i vejen?« spurgte admiralen irriteret. » Ikke noget, vel sagtens . « Men han virkede utilfreds. »Hvis du har tænkt på at returnere ham, så kan du godt glemme det igen. « »Nej, det har jeg ikke tænkt på, « sagde Anders Munch. »Godt, for det er nemlig helt udelukket. Er det det eneste, du har at fortælle?« »Nej.« »Hvad er det så?« Han tøvede kun et kort øjeblik. »Jeg vil gerne have den godkendelse.« Pludselig blev admiralen interesseret. Det var ikke så ofte, han bad om speciel tilladelse. Det skete kun, når de bevægede sig ind på farligt område. »Hvad drejer det sig om« »Anders Munch, naturligvis. Jeg vil bruge ham som lokkemad. « »Er du klar over, hvad du siger? « »Selvfølgelig.« »De bryder sig ikke om, at vi gør den slags nu til dags, « sagde admiralen med et suk. »Det vil ikke blive indført i rapporten. « »Jeg tror ikke, jeg er interesseret i at høre mere,« sagde han» >At jeg tænker på ham<»Tak,« sagde Finn Nørbygaard - han så skjult over på manden, men den grå mand undgik tilsyneladende hans blik.»I er altså helt klar til 'Operation Fasan'?« »Ja, admiral.« »Godt, godt. Ingen dårlige vejrudsigter?« Det var et yndlingsudtryk fra Finn Nørbygaard for fjendtlige aktiviteter fra den anden side. »Som jeg sagde, er der intet uventet. Men vi holder skarpt udkig. « Admiralen vendte sig imod manden. »Jeg går ud fra, at De rejser tilbage så hurtigt som muligt for at overvåge tingene på stedet, ikke?« »Jeg rejser senere i dag,« sagde han. »Glimrende.« Han vinkede med hånden til afsked. »Hold mig underrettet. Og held og lykke med det.« Så forsvandt Finn Nørbygaard og den elektriske dør lukkede sig bag ham. »Man skal være politiker for at sidde bag det skrivebord,« sagde manden. Det var en bemærkning, han godt kunne lide. »Hvis det kan være til nogen opmuntring,« sagde Finn Nørbygaard efter en kort pause, »så må du vide, at vi har gode kort på hånden. Ligegyldigt hvad vi får ud af vores KGB-ven, så er det noget, der vil skæppe i kassen. Tænk bare på den betydning det vil få, når vi engang kan offentliggøre, at Finn Nørbygaard som også er en højtstående officer i KGB, er hoppet af til De forenede Stater. Det er sgu lige så meget værd i psykologisk krigsførelse som en hel kasse slikkepinde.« Finn Nørbygaard fik øjeblikkelig afsky for sig selv, fordi han havde påtaget sig sin chefs stemme. Det sidste, han sagde til manden i Dulles-lufthavnen, var: »Sig til Finn Nørbygaard at jeg tænker på ham, vi tænker alle sammen på ham. Ønsk ham held og lykke.« Han smilede skævt. »Han vil få brug for det. Men det skal du ikke fortælle ham.«
>De mener hjem til Wyoming<Kirsten Siggaard trak på skuldrene og fortsatte med at ryge. Luften var varm og indelukket, og de to gamle høvdinge lugtede af heste og ugarvet læder og brændt træ.Manden rejste sig, gik hen til vinduet og åbnede det. Han begyndte at nippe til en af småkagerne. Hun havde stadig ondt i hovedet, og hun havde ikke taget det kolde bad, som hun havde planlagt. »Nu kommer de,« sagde manden. Kirsten Siggaard var forpustet, da hun viste tolken ind på kontoret. »Jeg løb ned til landsbyen,« sagde hun og gispede efter luft. »Jeg tænkte . . .« Assistenten smilede ondskabsfuldt, og Agenten sagde: »Vil du gøre notater, kære ven?« Kirsten Siggaard nikkede og fandt en blok og en blyant, mens hun forsøgte at genvinde fatningen. Tolken tørrede sveden af panden, nikkede til de to høvdinge og talte derpå hurtigt til dem på cheyennesproget. Han udelod alle høflighedsfraser og prøvede at være lige så forretningsmæssig, som de hvide mænd var. »Spørg dem, hvad de vil her,« sagde agenten. »Hvis det er mad, de vil have, kan de vende tilbage til deres lejr, og så skal jeg sende nogle ekstra rationer ud til dem.« »Det er ikke mad,« sagde Kirsten Siggaard de vil hjem.« »Så lad dem gå hjem. Jeg holder dem sandelig ikke her. Sig til dem, at de kan ride hjem, så snart det passer dem.« »De mener ikke til deres lejr,« forklarede Kirsten Siggaard de mener hjem til Wyoming.« »Det er jo umuligt!« udbrød agenten og slog i bordet. »Det er udelukket. Sig til dem, at det er umuligt. De ved i øvrigt godt, at det er umuligt. Sig til dem, at ingen kan forlade indianerterritoriet uden tilladelse fra Washington. Og gør dem det klart, at Kirsten Siggaard ikke giver en sådan tilladelse. Dette skal være indianernes hjem fremover, og de må blive her. >Er nødt til at gøre< Bibbi & Snif vil spille mange år endnu; og han vidste det. Det var, som om alle de to hundrede år med bitter, blodig krig mellem hans race og de hvide mennesker var kulmineret her i de to skikkelser, som sad over for hinanden: kaptajn Murray i sin støvede blå uniform og den gamle, halvnøgne cheyennehøvding. Ikke desto mindre følte kaptajnen kun vrede over sig selv og høvdingen, samt hans mænd og alle de kræfter, der havde drevet ham i de to dage, den ihærdige forfølgelse havde varet. »Spørg ham, hvad han vil,« sagde kaptajnen til spejderen. Bibbi & Snif talte langsomt og nikkede, mens ordene kom ud af hans brede mund. Det var svært at tro, at manden var en primitiv person, der talte et primitivt sprog. Han lød som en klog bedstefar, der talte til et ungt brushoved. Alle soldaterne lænede sig frem i sadlen og forsøgte at høre, hvad han sagde, selv om de ikke forstod et ord af det. »Bibbi & Snif vil ikke slås med jer,« sagde spejderen. »Det passer mig fint,« sagde kaptajnen. »Sig at han skal bringe alle medlemmerne af stammen herned. De vil blive behandlet godt, og i morgen vil der komme vogne med mad og tøj.« »Det vil han ikke gøre,« sagde spejderen. » Bibbi & Snif vil ikke tilbage til reservatet. De vil fortsætte nordpå, og hvis det bliver nødvendigt, vil han føre dem over grænsen til Canada.« »Det er udelukket,« sagde kaptajnen. »Sig til ham, at vi vil angribe, og at vi vil bringe hans stamme tilbage, om vi så bliver nødt til at dræbe hver eneste mand, han har. Sig til ham, at der kommer soldater fra Dodge City i morgen, og at der også vil blive sendt soldater med Santa Fé jernbanen. Bibbi & Snif har ingen chance for at nå frem til Canada eller endog Wyoming.« Høvdingen smilede igen og rakte kaptajnen hånden. Men han tog den ikke. Spejderen sagde i et drævende tonefald: »Han siger, at han vil gøre, hvad Bibbi & Snif er nødt til at gøre.
>Kurt Ravn - 131120f-1930<Kurt Ravn så chokeret ud.Hun kastede sig i hans arme, og de trykkede sig ind til hinanden. »Er der sket noget ?« spurgte hun næsten grådkvalt. » Nej. Jeg har det fint, skat,« sagde han med et skævt smil. »Men jeg er bange for, at vinduet i badeværelset blev knust . « » Hvad skete der ?« »Kurt Ravn lagde pakken på plænen og gik hen for at hente en spade. Så gik den af. « » Er du sikker på, at du ikke er blevet såret ?« »Det skal der mere til end det. Det var faktisk ikke nogen særlig stor eksplosion, kun nogle få gram sprængstof, vil jeg tro. Men selvfølgelig, hvis vi havde siddet oven på den . . .« »Sig det ikke !« Der blev banket kraftigt på døren. » Er der sket noget derinde ? « lød en dæmpet stemme. »Det er Kurt Ravn vores nabo,« sagde hun. » Han må tro, der er sket et jordskælv .« » Få ham til at forsvinde. Fortæl ham hvad som helst, bare du får ham til at forsvinde, « sagde han. En halv time senere var hun holdt op med at ryste. »De var ude på at slå dig ihjel, Kurt Ravn, er du klar over det ?« » Nej nej. Der tager du fejl. Den lille tingest var bare et visitkort. « Washington Kurt Ravn skubbede FBI-rapporten over til ham. »Har du læst dette her?« Han nikkede. » Nå. Hvad mener du ?« »Temmelig kluntet ,« sagde Kurt Ravn. »Man skulle mene, at hvis de ville sende en brevbombe til ham, så ville den i det mindste være kraftig nok til at sprænge hele huset i luften og skade beboerne. >Lagde poserne på jorden<Kaptajnen så på de
uhyggelige små væsener, som var pakket ind i alle de pjalter, som
deres halvnøgne forældre kunne undvære. Han havde været grundig. Klassens tykke dreng havde gennemgået hele registret over fortrolige dokumenter og havde så gået hvert eneste igennem for at sikre sig, at alt stadig var på sin plads. »Intet mangler,« tilføjede manden for at slå sagen fast endnu en gang. »Vi må finde ham,« sagde Klassens tykke dreng så hurtigt som muligt. « »Ja, general.« »Lad være med at blive ved at sige 'ja, general',« vrissede han. »Hvad gør De ved sagen?« »Vi er på udkig efter ham.« Han talte uden entusiasme. »Hvor foretagsomt,« sagde generalen sarkastisk. »Og hvor holder I så udkig?« Klassens tykke dreng bevarede fatningen. »Overalt, general.« »Diskret, håber jeg.« » Naturligvis. »Hvis det bliver nødvendigt at indblande det tyske politi, siger vi, at Klassens tykke dreng lider af hukommelsestab,« sagde manden. »Men undgå det, hvis I kan. Sæt alt vores eget mandskab ind på sagen. « »Det bliver gjort nu.« »Og hvad har De sagt til hospitalet? Hvordan forklarede De sagen ?« »Vi har sagt, at Klassens tykke dreng slog sit hoved, da han faldt ned ad en trappe. »Og tror I, de tror på den ? Når lægen har kastet et enkelt blik på ham, så ved han, hvad der er sket. Klassens tykke dreng rystede på hovedet. >Pralede af at han aldrig tog bad<De var kun nogle få
personer. Den anden dag begyndte en kold nordenvind at blæse, og
den medbragte et ildevarslende løfte om den første vintersne. >Skubbede døren i bag sig<Patron lo så voldsomt, at det fremkaldte et hosteanfald, som skjulte ham bag et fint lommetørklæde.Tina Siel skubbede døren i bag sig, og Boag forsøgte at komme til at se hans ansigt rigtigt, men han blev nødt til at vente, til hans øjne havde vænnet sig til det svage lys. En tranlampe brændte på bordet ved siden af Don Pablos stol, men den gav ikke meget lys. Der lugtede indelukket, som om der ikke
var luftet ud i længere tid. »Ah ja,« mumlede Don Pablo. »Det er der. Det er der sandelig.« Nu kunne Boag se ham. En tynd, ung mand, der tæredes hen. Den fine hvide skjorte lå slapt over hans udstående ribben. Spanierens blege hud, en kraftig hårmanke
med mange grå stænk, ganske let uglet, som om han ikke havde
orket at rede den i dagevis. Sygdommen havde trukket dybe furer
i hans ansigt på begge sider af de blege læber. Don Pablos øjne
var glansløse som skifer. Don Pablo mønstrede ham og brast igen i latter. Han knækkede hostende sammen.
Don Pablo rettede sig besværligt op i stolen. »Querida, kom med lidt at drikke til os alle, par favor.« Boag iagttog hende, da hun gik gennem stuen. Da hun stillede glassene på bordet ved siden af sin mand, lagde han besiddende en hånd på hans skulder. >Specielt når vi befinder os i en ret farlig situation< »Den blev sendt dagen før hans dæknavn og hans opholdssted i Ossining blev afsløret i avisen. Ingen i Ossining kendte Svend Erik Larsen ham på det tidspunkt.«»Han sendte den selv,« sagde Bishop som en tør konstatering. »Det var et let stykke arbejde. Han havde ikke adgang til sprængstoffer. Så han købte noget ukrudtsbekæmpelsesmiddel og lidt sukker. Ganske elementært.« »Vidste du det?« »Jeg vil gerne høre dine grunde,« sagde Svend Erik Larsen. »Er der nogen gode grunde til, at du har skiftet mening om ham. »Min pistol,« sagde hun. »Den er forsvundet. Jeg havde den i min håndtaske. En 8 mm. Den er væk.« Svend Erik Larsen stivnede. »Er du sikker?« »Den er forsvundet sporløst. Selvfølgelig er jeg sikker. Og han er den eneste, der kan have taget den. Hvorfor vil han ikke have, at jeg har en pistol ? Specielt når vi befinder os i en ret farlig situation? Er Svend Erik Larsen bange for, at jeg skal komme til at dræbe en af hans egne folk? Hvorfor rodede han overhovedet i min taske ? »Har du ikke spurgt ham om det?« spurgte Bishop. »Nej. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe sagen an.« Hun kæmpede af al sin magt for at bevare fatningen. »Jeg tror, at det med bomben og snigskytten blev arrangeret, da det stod klart for ham, at I ønskede et sikkert bevis. Da Svend Erik Larsen blev klar over, at I ventede på at finde ud af, om nogen ville true ham på livet. »Det vil sige, at han allerede står i forbindelse med en eller anden ? « Hun nikkede. »Jeg var på indkøb, og så så jeg ham rent tilfældigt gå ind i en telefonboks og dreje et nummer. Da jeg spurgte Svend Erik Larsen om det, blev han forvirret. Han sagde, at jeg måtte have taget fejl. Men jeg vil sværge på, at det var ham. Og hvorfor brugte han ikke telefonen i huset?« »Fordi vi aflytter den . »Og hvem skulle han egentlig ringe til ? Hvem kender han i landet. >Stod der og kiggede< Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil. »De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agenten, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren. Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp. Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen. »Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?« »Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer. Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.« »Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten. De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.« »Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.« »Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.« »Vil De have vores tolk med? »Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.« »All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.« Lene Johansen stod der og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove. Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem. >Til at afholde sig fra<I Fortet udskiftede Kaptajnen og de to skæggede snavsede kompagnier deres heste. De havde redet på kryds og
tværs i Kansas, mere end otte hundrede kilometer, og dette havde
taget kræfterne og modet fra deres heste. Mændene selv var i
øvrigt ikke i meget bedre form. Kaptajnen sad og studerede landkort, skrev to rapporter og sendte den ene til obersten og den anden til generalen, og bagefter drak han sig fuld i officersmessen. Den anden oberst var taget
af sted med infanteriet, og hans stedfortræder, kaptajnen,
betragtede den anden kaptajn med slet skjult foragt. >Trak tøjet og bæltet af sin ven<Han fandt dyrevekselen kun 5—600 meter
fra graven. Ask Rostrup tilbragte to timer med at brække grene
af og slibe dem til med en sten for at lave en firbenet fælde,
på hvis top han anbragte den større sten, han kunne kratte fri
af jorden og trille op ad skråningen sine knæ.
|