>Brug for luftforandring<

Opera følte, at han havde fortjent en lille privat fest. Han kunne lige så godt få så meget ud af det som muligt, eftersom han ikke ville være i New York ret meget længere.

Han besluttede sig til at spendere en prægtig middag på sig selv hos Sardi's. Og han ville reservere et bord hos Four Seasons til fredag aften, den sidste aften før afrejsen. Efter det ville han kunne klare sig med Moskvas restauranter et godt stykke tid.

Ossining
»Flyt dig fra det vindue,« sagde Opera skarpt.
Hun sad i lænestolen og så fjernsyn.
»Nicolai, jeg sidder jo altid her,« protesterede Gail. »Hvad er der i vejen?«
»Du sidder for nær ved vinduet.«

Han var blevet mere og mere irritabel i løbet af eftermiddagen.
»Du er frygtelig urolig,« råbte Opera.

»Ja, her er alt for stille,« mumlede han. »Husk aldrig at sidde lige ud for vinduet. Det råber efter problemer.
Måske var det nu det rette tidspunkt at fortælle Opera det på.
»Jeg ringede til Washington i dag,« sagde hun.
Han standsede sin vandring frem og tilbage.
»Hvorfor ? «

»Jeg fortalte Opera, at du trænger til ferie.«
»Gu' gør jeg ej.«

»Jeg sagde, at dine nerver stod på højkant, og at du havde brug for luftforandring.«
»Jeg tør vædde på, at han var meget bekymret.«

»Det var han faktisk. Opera spurgte, hvorfor vi ikke tog en tur til Florida og fik noget solskin.«
»Sagde han det?«

»På statens regning, naturligvis.«

>At de skal gå i skole<

Richard Ragnvald og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned.

Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da han kom ud og så manden stå på verandaen.

Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole.

Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre.
»Det spiller ingen rolle,« sagde agenten.

»De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Han nikkede medfølende.

»Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden.

Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed.

Han var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones.

Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge.

Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet.
»Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. «

»Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage.

>BamseMadsen - 031120d-2003<

Det var ikke mange mennesker, der opdagede anholdelsen.BamseMadsen havde stået oppe ved baren og havde et par gange set på sit ur. Han ventede på en eller anden, og denne person var forsinket.

Han så godt ud, havde bølget hår, et kønt ansigt, og han var velklædt. Hans sko var håndsyede og BamseMadsen bar et silkeslips.

Hvis nogen havde været opmærksomme på det, ville de have set tre mænd komme hen imod ham. Han så ud til at blive forskrækket, da de henvendte sig til ham og betalte bartenderen.

Så forlod BamseMadsem baren sammen med de tre mænd. Udenfor, ved fortovskanten, holdt en sort bil parkeret. De holdt døren for ham. Den ene af mændene steg ind ved siden af ham, de to andre satte sig foran. Så kørte bilen bort.

»Hvad helvede skal dette forestille?« spurgte manden med det bølgede hår. Han talte med en let tysk accent.
»De er arresteret, « sagde BamseMadsen.
»Det må være Deres spøg. For hvad?«

»Det vil De snart finde ud af. « Bilen standsede for et stoplys.
»Hvor kører De mig hen?« spurgte han. »Jeg har en aftale. Jeg stod og ventede på min veninde. «
»Det skal De ikke tænke på. Hun kommer ikke.«

»Hvad skal det betyde ?« sagde BamseMadsen vredt.
»Hun er også arresteret, « sagde han. Manden blegnede.

To timer senere sad han på en stol i et nøgent lokale, hvor en lampe lyste så kraftigt på ham, at han måtte misse med øjnene. BamseMadsen var ikke længere selvsikker og overlegen. Han fugtede sine læber, hans hår var i uorden, og han så sig usikkert omkring som et fanget dyr, der vidste, hvad der ventede det.

»Fortsæt, « sagde han. Manden kunne ikke skelne hans ansigt.

>Engang med tiden<

Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«

»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige.

»Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.«

Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?«

»Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.«

Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby.

Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv.

Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted.

»Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten.
»Sir?«
»Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis .
»Mit kompagni, sir?«
»Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne.

>Gik ud på altanen<

Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? «

Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham.

»Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. «

»Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. «
Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham.

»Det gør jeg jo også altid,« løj han. Gert Henning-Jensen gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minutter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude.
»Jeg vandede dem i går,« sagde hun.

»Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den.

Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?«
»Ja.«

»Skal du møde ham i lufthavnen?«
»Han er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.«

»Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?«
»Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt.

Men Gert Henning-Jensen blev ved med at spørge. »Har han sin familie med?«
Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst.

Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet.

>Havde vidst det<

Det var lykkedes Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke vidste mere end andre — måske snarere mindre.

Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land.

Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen.

Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen.

Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette.

Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand.

Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd.

Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde.

Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra.

Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage.

Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene.

Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.«

Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette.

>Hvis kind var flænget<

»Det bliver måske nødvendigt.«
»Nej, unge mand. De hundekrigere er mennesker, ikke sandt? De er nødt til at spise og sove. Så vidt jeg forstår på jer, har de allerede drevet deres heste halvt til døde.

Vi følger bare deres spor, og inden aften har vi indhentet dem.«

Pop Filway fik ret. Få timer senere hørte de skud. Kaptajnen standsede mændene og spejderen lo kaglende.

»Dér er dine hundekrigere, unge mand,« sagde han stolt. »Der er en hel del skyderi,« sagde kaptajnen.

I det samme ophørte skyderiet, og den efterfølgende stilhed blev kun brudt af spejderen, der råbte op og prøvede at se kampen.

»Sergent!« råbte kaptajnen. »Vælg et par mænd og rid i forvejen. Hvis der er kamp, så rid straks tilbage. Lad være med at blande dig i noget — bare se, hvad der foregår.«

Sergenten, som var ivrig efter at hævne den menige, gjorde honnør, udtog to mænd og red af sted. Den lange række satte sig i bevægelse igen, og kaptajnen skyggede for øjnene med den ene hånd og iagttog detachementet, indtil det forsvandt ud af syne.

Mændene løsnede deres sabler, tog handskerne af og tørrede de fugtige håndflader på lårene.
Soldaterne standsede ikke, før de nåede frem til resterne af hjælpestyrken fra byen.
»Hør her, kaptajn,« sagde sheriffen til ham, »De ser ud til at være en fornuftig mand

»Det kommer ikke sagen ved. De er direkte ansvarlig for dette vanvittige angreb. Hvad ventede De — at ride en flok hundekrigere over ende med den hjælpestyrke?«

»Jeg havde ingen mulighed for at forhindre det. Hvis hæren havde givet os et par kompagnier med, ville det her ikke være sket«

Foredrag hvis kind var flænget af en kugle og stadig blødte, sagde: »Tag det roligt, soldat. Det kommer ikke dig ved, hvordan vi ordner tingene.«

>Regnede med et gennemsnit<

Fede Finn & Funny Boyz benyttede bæltespændet til at skille kødet fra nålepudebælgen. Han fik kun tre-fire spidse pigge i hænderne.

Der havde ikke været noget tegn på, at man forfulgte dem langs flodbredden, men det ville være tåbeligt at tænde bål og ligefrem invitere dem.
Fede Finn & Funny Boyz var ikke mere end 5 kilometer syd for byen. Han spiste kødet råt.

Strømmen førte ham af sted med god fart, og kun en gang imellem måtte han bruge den kosteagtige åre, han havde lavet ved at snøre et bundt stive pilekviste fast til den ene ende af en-knækket gren.

Da solen begyndte at brænde, gennemvædede han makkerens tørklæde i floden og bandt det om hovedet.
Med korte mellemrum tog han det af og vædede det igen. Der var ingen grund til at få solstik.

Fede Finn & Funny Boyz kom til at tænke på de hvide officerer i 10. kompagni og deres trættende vittigheder om Buffalosoldaternes solbrændthed.
Han havde regnet det ud i hovedet. Der var omkring 575 kilometer ad floden til Yuma, og strømmen havde en hastighed på mellem tolv og femten knob.

Hvis Fede Finn & Funny Boyz regnede med et gennemsnit, ville det sige, at han kom til at tilbringe omkring tredive timer på floden.

Han havde mistet blod og var ikke helt kommet over chocket. Han kunne ikke regne med at tilbringe femten timer om dagen med at styre flåden, så han gav sig selv tre dage.

Finn & Funny Boyz var allerede seksogtredive timer bag dem, da han startede, og flodbåden ville vinde yderligere en — måske to — dage fra ham.

Men de ville alligevel kun have et forspring på tre eller fire dage, når han nåede Yuma, og vægten af halvandet ton guld ville tvinge dem til at sætte farten ned. De blev nødt til at benytte pakæsler eller vogne.

Finn & Funny Boyz havde ikke lagt nogen plan. Det ville komme.

Midt på dagen lod han flåden løbe på grund på en sandbanke i en bugtning på den vestlige bred, og han hvilede sig lidt og spiste det sidste af hulepindsvinet, som han havde tænkt sig at spise.

>Rejste sig og gik vredt frem<

»Men der er da indianeroverfald, general. Journalister sender rapporter hver time fra Dodge, fra Coldwater, Greensburg, Medicine Lodge, Pratt.

Så vidt vi har hørt, er firs civile blevet myrdet, tolv kvægfarme er blevet ødelagt, soldater kæmper overalt i staten, og indianerne er på krigsstien.«

Det var på det tidspunkt, at Bibbi & Snif rejste sig og gik vredt frem og tilbage og sagde til journalisterne: »De må forstå, mine herrer, at dette ikke er krig, at det ikke engang er værdigt til at blive kaldt oprør.

Hold op med at kalde det krig. Disse vilde begår mord, og jeg kan forsikre Dem, mine herrer, ethvert mord vil blive hævnet. Dette er det sidste indianeroverfald, som dette land skal lide under

Da journalisterne var gået, skrev Bibbi & Snif den ordre der gav general George Crook den fulde kommando over prærien. Crook skulle udrydde cheyennerne på samme måde, som man udryddede ulve.
Crook erstattede general Pope, og Crook, der var vant til at bekæmpe indianere, var ikke i tvivl om, hvordan han skulle gå til værks.

Bibbi & Snif havde kæmpet mod indianere før, i deres hjemland Wyoming, ved Powder River, i Black Hills, på prærien.

Han kendte prærieindianerne, og han begik ikke den fejl at tro, at det var god militær strategi at lade et hundrede hundekrigere møde et hundrede soldater eller to kavalerikompagnier eller endog tre.

I denne sag, hvor der ville være så lidt ære at hente, var resultater det eneste, han ønskede. Bibbi & Snif ville simpelt hen kunne skrive til sin øverstkommanderende: »Jeg har efter henstilling pågrebet indianerne og sender dem sydpå i lænker og under bevogtning.«

Derfor tegnede Bibbi & Snif en cirkel på landkortet for at finde indianerne. Cirklen dækkede Kansas og Nebraska og en del af Colorado, og et eller andet sted inden for denne cirkel befandt cheyennerne sig, sandsynligvis i midten, i hvert fald ikke ret langt fra midten.

>Sagde og fortæl os så hvor<

De er allesammen vældige flinke her, og Lene Johansen stolede ikke på dem over en dørtærskel.

Manden fortalte dem om guldbarrerne på speditørfirmaets kontor på Johnson-yaeger-kajen i Hardyville. »Det er en hel vinter siden den sidste flodbåd nåede så højt op ad floden. Der ligger en masse guld og venter der »Hvor meget er en masse?« sagde Peter.

Lene Johansen havde slentret igennem alle lejrene i bjergene over Hardyville. Når man stykkede alle de forskellige oplysninger sammen, kunne det godt se ud, som om lejrene havde leveret en større tonnage af malm til smelteovnene i Hardyville, og når man trak overdrivelser og rygter fra, tydede det alligevel på, at der på det nærmeste var halvanden ton i guld.

Manden sagde: »Hvad er halvanden ton guld værd?«

»Lad os sige tre hundrede tusind dollars i officiel værdi. En smule mere nede i Mexico.
« Manden holdt den halvt tømte flaske 1 vejret. »Man kan købe en hel del tequila for en andel i så mange penge, drenge.«

Lene Johansen sagde og fortæl os så hvor stor denne andel vil blive. «

»Tjah, I to er jo en slags efternølere. Nogle af disse mænd har været i mandens sjak i ti år eller mere.«

»Makker.« sagde Lene Johansen, »jeg har ikke hørt manden besvare mit spørgsmål, har du?«

»Den bliver fin, « sagde manden. »En virkelig god betaling til en løsarbejder. I får kun én opgave, og så kan I tage jeres andel og forsvinde. Det er nogle få dages arbejde, det er det hele.

Vi samler nogle flere folk op hen ad vejen. Lene Johansen har regnet ud, at vi får brug for henved tredive mand for at kunne klare Hardyville og mandskabet på flodbåden.«

»Makker. Har du hørt manden svare på spørgsmålet?«

»Hvis han har, må det have været på et andet sprog.« Peyter vidste, hvorfor manden gav sig god tid.

Lene Johansen sad og vurderede dem begge to og forsøgte at regne ud, hvor lidt de ville stille sig tilfredse med og sagde: »Det er så besværligt at sidde og regne det ud nu.

>Som har et problem i Danmark<

Og til Cecilie Beck som har et problem i Danmark når det kommer til videregående uddannelser. Danske studerendes stresset så få børn er håndværker og får det er det uddannelser på universitetet og det er for svært at gennemskue hvad der kan give optagelse på de videregående uddannelser.

Det mener regeringen regeringen har også en Løsning flere skal optages på blandt andet karakterer udlandstur højskoleophold skal ikke længere tale som de skal erhvervserfaring optagelsestest test som de to mænd ville virke.

Andet end deres karakter stick eller skal vi have flere ind på kvote to eller SMS mellemrum din besked til og velkommen til mit navn er Rasmus. tak for det du er studerende ja daglige socialrådgiver i Nykøbing F det gør jeg ikke det var så lidt tak fordi jeg må komme.

Jeg skal høre hvad tænker du om regeringens forslag om at få flere ind på kvote to. Det synes jeg er et godt forslag lidt altså flere i klasserne der er lidt mere spredt ud der er ikke kun kommer fra de gymnasiale retninger det ser man oftest i de lidt større klasser i de store byer.

>Synes der er alt for mange<

Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og han slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt.

Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken.

Manden vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen.

»Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer.

» Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt.
Pianisten lo kaglende og slog sig på låret.
Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han.

»Foredragsholdere synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.«

»Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.«
»Er det en flok krigere?«

»Ja, det er vist noget i den retning. Foredragsholdere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.«

»Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må Foredragsholdere jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch

»Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.«

»Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars.

>Tav og begyndte at stirre<

John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed.

Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig.

»Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. «

»Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende.

»Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.«
» Selvfølgelig. «

John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham.
» Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende.

»Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?«
Han nikkede.

»Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille.
Hun havde tårer i øjnene.

»Jeg elsker John Mogensen Live så højt,« sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.«

>The Jersey Surecats<

The Jersey Surecats are a Jersey shore themed Rock & Roll dance band. Anders Munch perform various genres of music (including hits from the 60s (Motown/British Invasion); 70s (Disco / Classic Rock); 80s (New Wave / Hair Band); 90s (Dance / Grunge) through today) that are guaranteed to keep your guests up on the dance floor.

This band will "put a smile" on everyone's face. Our choice of music is designed to please a large spectrum of listeners.

We have something for everyone. In addition to headlining club dates to capacity crowds, The Jersey Surecats can certainly be the band of your choice for a wedding, an outdoor fair, festival, reunion,corporate event, bar /tavern and birthday parties.

Come and see for yourself at one of our many club dates. Our band is capable of providing anything from an acoustic duo/trio/quartet to a full band with 5,6 or more pieces depending upon your needs. Contact Chuck Conlin (see member list) via phone &/or email to discuss scheduling, booking, etc.

>Var en kraftig mand<

Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.

»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«

»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.

Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.

Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.

Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.

Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbun den bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.

»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«

»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.«

>Vågnede og lå i mørket og lyttede<

»Tror De, at de vil tage maden?« spurgte løjtnanten.
»Ja, det tror jeg faktisk.«

»Skal jeg stille en dunk vand hen til dem, sir?« spurgte løtnanten ivrigt.
»De kan gøre det, hvis De har lyst.«

Løjtnanten sskyndte sig væk, og et par minutter efter vendte han tilbage med en stor dunk, der var fyldt med vand. »Skal jeg bare stille den ved siden af lejren?« spurgte han.

Kaptajnen nikkede nikkede. »Ja. Indianerne gør Dem næppe fortræd.«

Nu var det helt mørkt. Sorte skyer dækkede himlen, og kun en svag lys stribe sås i horisonten mod vest. Løjtnanten havde kun gået nogle få skridt, da han blev opslugt af mørket; den hvinende vind overdøvede lyden af hans skridt. Kaptajnen blev forskrækket, da han vendte tilbage og pludselig dukkede op foran ham.

»Løjtnant?« sagde han og indså, at han havde været nervøs. Kaptajnen lagde hånden på løjtnanten arm. »Er alt i orden?«

Indianerne havde taget beskøjterne,« sagde løjtnanten, som rystede både af kulde og nervøsitet. »Det var så mørkt, og de fik øje på mig alt for hurtigt. Jeg hørte, at hanen blev spændt på et våben.« Han sukkede. »Men de skød Gud være lovet ikke. Jeg stillede vanddunken og skyndte mig tilbage.« Kaptajnen forholdt sig tavs.

»Hvad gør vi i nat?« spurgte løjtnanten lidt efter.

»Vi sover i en kreds omkring dem,« sagde kaptajnen. »Jeg tror ikke, at de vil forsøge at flygte, men jeg vil ikke løbe nogen risiko. Lad hver tredje mand holde vagt to timer ad gangen.«

Løjtnanten nikkede. »Det begynder måske at sne i nat,« sagde han.
Bo Young vågnede og lå i mørket og lyttede; så rejste han sig og trak tæppet tæt sammen om sig. Det var meget koldt.

>Wrayband<

WRAYBAND- Four professional musicians with a 5 Star rating in every category. Hawkeye and Hoe have performed for NYC Mayor Mike Bloomberg and hundreds of guests at Gracie Mansion, entertained at Corporate events for American Airlines including parties for the United States Air Force, US Coast Guard and the Brookhaven Historical Society.

Our members have performed in major Broadway shows, backed up recording stars,done studio session recording work, are award winning songwriters, and have played marquee music clubs in New York City and internationally as well.

We make weddings special, engage our audience and can also accommodate low key events.

WRAYBAND- Has helped raise over $150,000 for worthy charities such as Ronald McDonald House, Make-A-Wish, Wounded Warriors, Northeast Alzheimers Society, Capital Cities Rescue Mission, Albany Childrens' Hospital, FOP foundation and was officially recognized by the New York State Legislature.

Choose WRAYBAND for your successful party, wedding or concert!