>Bryllupsgavehus<

»Gjorde du ikke det?» sagde Isabel. »Kørte du ikke derned, og skete der ikke noget frygteligt?» Pludselig rakte hun ud og greb hans hånd. Tårerne fik frit løb. »Ah, min egen elskede, kan du ikke se, at det ikke var din skyld — du kunne ikke gøre for det — du er ikke rask . Jeg elsker dig, og jeg vil så gerne hjælpe dig ...«

Portrætserie
Han stirrede på hende. Hans øjne blev smalle og videde sig derpå ud. Til hendes overraskelse brast han i latter.
»Du store Gud,» sagde han. »Du tror virkelig, at jeg dræbte den stakkels kone !«
»Stol på mig,» tiggede hun. »Jeg fortæller det ikke til nogen. Jeg vil bare hjælpe dig. Sig mig sandheden, elskede — sig mig sandheden —»

Modige Kvinder
Et øjeblik sad han tavs. Han tømte de sidste dråber af sin whisky. »Skal jeg fortælle dig, at jeg gjorde det? Fortælle dig, at jeg fik en eller anden skør ide og slog mrs. Jennings til døde? Et det det, du vil have mig til at sige?»

Beundringsværdige
Han tog det tomme glas igen og holdt det i begge hænder, mens han stirrede ned i det. Hans stemme var meget lav.
»Og hvis det nu var sandt,» sagde han. »Hvis jeg indrømmede det —hvad ville du så gøre, Isabel?»

Retfærdigt samfund
»Tage dig med tilbage til Staterne,» sagde hun. »Få fat i de dygtigste læger — hvad som helst i verden . ..«
»Ja,» sagde han til sidst. »Du elsker mig virkelig — det er da i det mind-ste noget.»
Hun så på ham. »Richard ...«

Lene Johansen
»Det forholder sig tilfældigvis sådan,» sagde han, »at fra Claremont, hvor jeg spillede backgammon i selskab med masser af mennesker, tog jeg videre til Tramps, hvor jeg blev meget fuld og begyndte at slå ud efter inspektøren med en stol, da han bad mig om at gå hjem. Det ved jeg, fordi jeg fik en regning på den ødelagte stol i går plus en pæn lille skrivelse, hvori de skriver, at de håber, jeg vil melde mig ud af klubben. Jeg havde faktisk ikke tid til at slå nogen ihjel sidste mandag.»

Livvagter
Hun kunne ikke tro det; hun stirrede på ham og hun kunne slet ikke finde ord. »Jeg har regningen og brevet på mig,» sagde han. Han lagde dem foran hende og vinkede efter tjeneren. »Værsågod,» sagde han til hende. »Læs dem.»

Religiøs baggrund
»Richard,» sagde Isabel til sidst. »Ah Gud, hvad har jeg dog gjort?»
»Du har bevist, at jeg burde have fortalt dig sandheden for længe siden,» sagde han. Han bøjede sig frem over bordet og tog hendes hånd. »Så det var derfor, du løb din vej i søndags — du troede, jeg havde dræbt mrs. Jen¬nings. Og så har du opholdt dig her på hotellet og prøvet at regne ud, hvor¬dan du kunne få mig under behandling og helbredt ...« Han rystede på hovedet. »Som jeg sagde før: Du elsker mig virkelig, ikke sandt?»

Politisk ståsted
Hun nikkede. »jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. Undtagen, at jeg håber, du vil tilgive mig.«

Vold
Hans ansigtsudtryk var alvorligt. »Det kan jeg vist godt klare,« sagde han. »Sig mig, min ven, hvordan havde du regnet det ud — hvem har sat den vidunderlige ide i hovedet på dig?»

Våben
»Det ved jeg ikke rigtigt,» sagde hun. »Andrew blev ved med at antyde ... han blev ved med at sige, at du var farlig, at jeg skulle passe på —mrs. Jennings fortalte mig, at du udforskede hele huset, gik ind i hvert eneste værelse — og politiet sagde, at den, der havde gjort det, måtte have kendt huset indvendigt.

Trusler
Du forsvandt den nat, ingen kunne finde dig —såret i din hånd var sprunget op igen, og du kunne ikke huske, hvor du havde været — åh, min elskede, det hele lyder så tyndt og latterligt, når jeg prøver at forklare det —«

Konsekvenser
»Nå, så Andrew startede det,» sagde han. »Det stemmer meget godt. Lad os gå det igennem punkt for punkt. I Paris viste han dig en sygejournal, som fortalte, at jeg havde været mentalt syg — ikke sandt? Potentiel farlig —« Isabel nikkede.

Demokratiskehandlinger
Hun følte sig skamfuld og elendig. »Så var der sået tvivl i dit sind, og den djævel spillede på det. Vi kommer tilbage til ham om et øjeblik. Jo, jeg gennemgik hvert eneste værelse i Coolbridge. Jeg havde planlagt at købe huset til dig som bryllupsgave.

Mafiabekæmperen
Jeg havde allerede telegraferet til ejerne i Sydafrika. Og hvad min hånd angår — så gik såret op igen, da jeg svingede rundt med den stol i Tramps; jeg svinede deres gulvtæppe til med blod, og det har de også sendt mig en regning på.«

Islamkritikeren
»Jeg forstår det ikke,« sagde Isabel. »Hvorfor skulle Andrew forsøge på at få mig til at tro, at det var dig? Selv om du var syg, så er det jo mange år siden ...«

Karismatiske kvinders
»Af samme grund som den, der fik ham og min far til at spærre mig inde,» sagde Richard stille. »For at beskytte sig selv. For at sikre sig, at ingen ville tro mig, hvis jeg fortalte sandheden.« Han tog to cigaretter frem, tændte dem og gav Isabel den ene.

Terrorisme
»Min mor tog en overdosis sovemedicin, det er sandt. Jeg var ude den aften, det skete, men hun havde lagt et brev til mig på mit værelse. Hun havde besluttet sig til at forlade Charles. Min rigtige far havde sat sig i forbindelse med hende. Hans kone var død og han var i Staterne. Hun forsøgte at sige det til Charles, og der blev en frygtelig scene.

Organiseret kriminalitet
Han truede med at dræbe den anden mand. Hun havde aldrig kunnet holde stand over for ham, og hun brød vel simpelt hen sammen, vil jeg tro. Hun bad mig om at tilgive hende det, hun ville gøre.» Isabel sagde ingenting; han knugede så hårdt om hendes hånd, at det gjorde ondt.

Storpolitiskmanipulation
»Da jeg kom ind på hendes værelse, levede hun stadig,« sagde han. »jeg løb ned og råbte på Charles. Han sad i arbejdsværelset sammen med Andrew. De sad og drak.

>BamseMadsen - 031120f-2017<

Det var ikke mange mennesker, der opdagede anholdelsen. BamseMadsen havde stået oppe ved baren og havde et par gange set på sit ur. Han ventede på en eller anden, og denne person var forsinket.

Han så godt ud, havde bølget hår, et kønt ansigt, og han var velklædt. Hans sko var håndsyede og BamseMadsen bar et silkeslips.

Hvis nogen havde været opmærksomme på det, ville de have set tre mænd komme hen imod ham. Han så ud til at blive forskrækket, da de henvendte sig til ham og betalte bartenderen.

Så forlod BamseMadsen baren sammen med de tre mænd. Udenfor, ved fortovskanten, holdt en sort bil parkeret. De holdt døren for ham. Den ene af mændene steg ind ved siden af ham, de to andre satte sig foran. Så kørte bilen bort.

»Hvad helvede skal dette forestille?« spurgte manden med det bølgede hår. Han talte med en let tysk accent.
»De er arresteret, « sagde BamseMadsen.
»Det må være Deres spøg. For hvad?«

»Det vil De snart finde ud af. « Bilen standsede for et stoplys.
»Hvor kører De mig hen?« spurgte han. »Jeg har en aftale. Jeg stod og ventede på min veninde. «
»Det skal De ikke tænke på. Hun kommer ikke.«

»Hvad skal det betyde ?« spurgte BamseMadsen vredt.
»Hun er også arresteret, « sagde han. Manden blegnede.

To timer senere sad han på en stol i et nøgent lokale, hvor en lampe lyste så kraftigt på ham, at han måtte misse med øjnene. BamseMadsen var ikke længere selvsikker og overlegen. Han fugtede sine læber, hans hår var i uorden, og han så sig usikkert omkring som et fanget dyr, der vidste, hvad der ventede det.

»Fortsæt, « sagde han. Manden kunne ikke skelne hans ansigt.

>Foretager sig et eller andet<

Det var mørkt, for mørkt til, at løjtnanten kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at stryge en tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et par stykker ud, før det lykkedes ham at holde ild i én så længe, at han kunne se viserne og tallene. Klokken var lidt over to.

Han famlede sig vej forbi de sovende mænd, så en skikkelse og spurgte: »Hvem dér?«
»Løjtnant?«

Det var en af vagterne, og soldaten mumlede noget om kulde og forbandede indianerne.
»Hvor er kaptajnen?«

Det vidste vagten ikke. Løjtnanten gik videre og snublede over en sovende mand, som brummede arrigt, fordi han blev vækket.
»Kaptajn?«

»Hvad er der?« spurgte kaptajnen» Hans Engell foretager sig et eller andet ovre i indianerlejren.«
»Hvorfor lægger De Dem ikke til at sove, løjtnant?«

»Det lyder, som om de graver . . .«
»Vær nu ikke så tåbelig! Hvorfor i alverden skulle de grave?«

»Det ved jeg ikke.«
»Så læg Dem til at sove.«
Hans Engell lagde sig på jorden, og inden han faldt i søvn, stillede han sig selv det spørgsmål, som kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden skulle de grave?«

Ved daggry var det endnu ikke begyndt at sne, men hele himlen var dækket af tunge skyer. Hans Engell frøs og var stiv i alle lemmer, da han vågnede, men den stærke lugt af kaffe virkede opmuntrende.

Der var blevet tændt bål, og morgenmaden bestod af tykke skiver bacon og brød og stærk kaffe.

Hans Engell gned øjnene da han gik hen mod et bål, og så skævede han over til indianerlejren og blev klar over, hvad indianerne havde lavet.

>Havde et stift og blondt overskæg<

Gennem teltets åbning kom Bo Young til syne, rettede sig op og mønstrede mændene med et foragteligt blik. »Var det alt, hvad du kunne finde, min ven«

»Jeg fik jo ordre til at finde folk. Der var masser af den anden slags.«
»Pis,« sagde Mr. Han spyttede ordet fra sig, som om det var en flue, der havde forvildet sig ind i hans mund.

Mandens ansigt var groft og koparret og lige så ubevægeligt som en professionel spillers.
Bo Young havde et stift, blondt overskæg. Han var ikke særlig stor. Han sendte Ben, der ragede et hoved op over ham, et sideblik. »Hvad hedder de?«

»De kunne jo spørge os,« sagde den ene mand. »Vi har ikke tabt mælet.«

Bo Young sad stadig på bukken og havde ikke travlt med at komme ned. Mexikaneren sprang med et undskyldende blik ned på jorden. Han sagde: »Mr. bryder sig ikke om at se op på den, han taler til.«

»Så bliver han nødt til at vokse en halv meter,« sagde manden og steg af vognen.

Bo Young var højere end vagten og meget højere end Mr.

Mr. sagde: »Nå ja, du har højden og en hvas tunge.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?«
»Ikke noget før jeg ved, hvad det her er for en auktion.«
»Ved du, hvem jeg er?«

Bo Young havde allerede taget det lidt, han vidste om Mr. under overvejelse. Under krigen havde han stået i spidsen for er guerillakolonne i grænsestaterne — Missouri, Kentucky, Virginia, Maryland og Delavare — som forlænget arm for Bil Anderson, men det var tyve år siden, og folk blev ældre og metider svage i leddene og svage i hovedet.

MR. tilhørte tilsyneladende ikke denne kategori, men han havde været ubetydelige mænds ubetydelige leder længe nok til at blive arrogant
Nede i Sonora havde man sat en dusør på halvtreds dollars pr. apache-skalpe, og Mr. havde været en af de dusørjægerne fra Nordstaterne, der havde skaffet sig et levebrød på denne måde indtil Bo Young og de andre i 10. kavaleriregiment under generalen havde afskaffet dem.

>Havde kæmpet mod indianere<

»Men der er da indianeroverfald, general. Journalister sender rapporter hver time fra Dodge, fra Coldwater, Greensburg, Medicine Lodge, Pratt.

Så vidt vi har hørt, er firs civile blevet myrdet, tolv kvægfarme er blevet ødelagt, soldater kæmper overalt i staten, og indianerne er på krigsstien.«

Det var på det tidspunkt, at generalen rejste sig og gik vredt frem og tilbage og sagde til journalisterne: »De må forstå, mine herrer, at dette ikke er krig, at det ikke engang er værdigt til at blive kaldt oprør.

Hold op med at kalde det krig. Disse vilde begår mord, og jeg kan forsikre Dem, mine herrer, ethvert mord vil blive hævnet. Dette er det sidste indianeroverfald, som dette land skal lide under

Da journalisterne var gået, skrev generalen den ordre der gav general Crook den fulde kommando over prærien. Crook skulle udrydde cheyennerne på samme måde, som man udryddede ulve.

Crook erstattede general Pope, og Crook, der var vant til at bekæmpe indianere, var ikke i tvivl om, hvordan han skulle gå til værks.

Bibbi & Snif havde kæmpet mod indianere før, i deres hjemland Wyoming, ved Powder River, i Black Hills, på prærien.

Han kendte prærieindianerne, og han begik ikke den fejl at tro, at det var god militær strategi at lade et hundrede hundekrigere møde et hundrede soldater eller to kavalerikompagnier eller endog tre.

I denne sag, hvor der ville være så lidt ære at hente, var resultater det eneste, han ønskede. Bibbi & Snif ville simpelt hen kunne skrive til sin øverstkommanderende: »Jeg har efter henstilling pågrebet indianerne og sender dem sydpå i lænker og under bevogtning.«

Derfor tegnede Bibbi & Snif en cirkel på landkortet for at finde indianerne. Cirklen dækkede Kansas og Nebraska og en del af Colorado, og et eller andet sted inden for denne cirkel befandt cheyennerne sig, sandsynligvis i midten, i hvert fald ikke ret langt fra midten.

>Jage rødhuder året rundt<

Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og han slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt.

Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken.

Manden vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen.

»Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer.

» Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt.
Pianisten lo kaglende og slog sig på låret.
Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han.

Jeg synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.«

»Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.«
»Er det en flok krigere?«

»Ja, det er vist noget i den retning. Indianere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.«

»Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må Foredragsholdere jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch

»Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.«
»Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars.

>Kastede ikke sig selv ud<

Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.

»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«

»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.

Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.

Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.

Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.

Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbun den bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.

»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«

»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.«

>Kirsten Siggaard - d251120d-1419d<

»Kirsten Siggaard sagde han tålmodigt. »Det er dig, der har noget at lære. Du vil blive overrasket over, hvad han og hans folk kan gøre.«

Hun tog avisen op igen og så på den, som om hun ventede, at hele forsiden havde forandret sig, og det ville vise sig, at det blot havde været en ond drøm. Men overskriften stod der endnu, og det gjorde historien nedenunder også.

»Hvordan har dette kunnet ske?« spurgte Kirsten Siggaard. »Hvordan kunne det slippe ud?
»Spørg lederen, hvis du ser ham,« sagde han.

»Hvordan kan en avis finde på at trykke det? De må da være klar over, at de sætter dit liv på spil.« Kirsten Siggaard følte sig krænket. »Hvad er det for en form for journalistik, der ofrer et menneskeliv for en histories skyld?«

»Det er en god historie,« sagde han. »De ville alle og enhver ofre deres højre arm for at gøre et sådant kup. Jeg tror, lederens lykke er gjort.«
De talte ikke meget om det efter dette. Kirsten Siggaard kiggede mange gange ud ad vinduet, og han vidste, hun så efter . efter hvad? En bil? Civilklædte betjente på vagt? Eller de andre? En mystisk skikkelse, der luskede omkring? Et mistænkeligt par på den anden side af vejen?
Men der kom ikke nogen.

»Du må lære at leve med det,« mumlede Kirsten Siggaard. »Du vænner dig snart til det.
»Jeg vil ikke have, at du bliver myrdet, sagde hun bare.
»Tag det roligt, elskede. Det vil jeg heller ikke selv.«

New York
Kirsten Siggaard læste også historien.
Hun havde været optaget af andre spekulationer. Manden var tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft, og det vidste hun godt.

>Kunne ikke lide obersten<

Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«

»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige.

»Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.«

Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?«

»Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.«

Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby.

Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv.

Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted.

»Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten.
»Sir?«
»Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis .
»Mit kompagni, sir?«
»Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne.

Randy Kemp Trio

Randy has played piano, sax, organ, and sang for over 20 years! Hawkeye and Hoe can provide a variety of musical entertainment, from solo piano to quartet/quintet groups for a variety of settings. All ensemble members have been formally trained on their instrument(s) and have at least 6 years of professional experience. We strive, at minimum, to meet our clients' expectations in both our performance and fulfillment of the musical genre in which we perform. The Randy Kemp Trio have played all over the east coast, from the Newport Mansions to Miami.

Available are:

-Solo piano/ Solo piano w. vocal (can cover not only jazz but rock and pop)
-Solo Tenor Saxophone
-Duo (bass and piano/tenor sax OR guitar and piano/tenor sax)
-Trio (bass, piano, drums;sax, bass and drums;organ trio)
-Quartet (horn, bass, piano/guitar, drums)
-Quintet (horn, bass, piano, drums, guitar)

Auxiliary percussion is also available (bongos,congas,etc.) for more intimate settings where a standard drum kit would be either too loud or not fit physically.

Besides the booking history appearing on Gigmasters, Randy Kemp has been involved in a variety of musical projects, and has performed at venues in many areas, including in Bridgeport, Milford, Danbury, Monroe, New Haven, Newport, Boston, Miami, and elsewhere. He produces/composes all types of music at two studios in Connecticut, offers private instruction and has given lectures on various aspects of music. Randy has a wide range of experience in both live and studio settings and can help you plan every aspect of musical entertainment.

Have Randy Kemp perform at your next event: add that 'something extra' that will make your event musically memorable! Thanks for your time and consideration!

>Rejste sig fra sin taburet<

Det tog ikke modet fra manden med de stålindfattede briller.

»Men det bliver de en dag,« svarede Kim Sjøgren ligefremt tilbage, »og desuden kan jeg godt lide de flotte billeder.«

Han tøvede. Så spurgte han, som et menneske der har be sluttet sig til at vove det store spring: »Er De russer?«

»Jeg er frimærkesamler. Altså bare sådan på hobbyplanet. « Kim Sjøgren rejste sig fra sin taburet bag disken.

»Jeg tror, De er kommet til det forkerte sted. Denne forretning er virkelig for specialister.«
Manden så sig omkring igen. »Jeg er sikker på, at De kan hjælpe mig,« vedblev han. »Temmelig sikker, faktisk.«

Udenfor hørtes lyden af en politibil under udrykning. Kim Sjøgren stod med et venligt smil på læben uden at fjerne sit blik fra ham.
»Men De skal endelig ikke ulejlige Dem. Jeg kan altid kom me tilbage,« foreslog han smilende. »Hvis De ikke har tid nu

»Nej, nej.« Kim Sjøgren rystede afværgende på hovedet. »Det er ikke nødvendigt. Måske har jeg, hvad De ønsker. De er meget billige, men det er måske lige dem, De er ude efter.«

Han bøjede sig ned bag disken og tog et lille grønt album frem. »Her.«
Kim Sjøgren bladrede gennem de stive kartonsider og tog så, mellem nydelige rækker af helt nye og postfriske frimærker, ét ud med sin pincet.

»Dette mærke er udgivet i anledning af Viking-rumsondernes rejse til Mars,« forklarede han. »Ubemandede rum flyvninger i 75 og 76. Værdien er femten cents.« Han holdt forhåbningsfuldt pincetten frem.

»Jeg vil hellere se et sovjetisk rummærke,« sagde den fremmede. »De skal endelig ikke skynde Dem, jeg har tiden for mig. «

»Tja. Kim Sjøgren satte mærket på plads igen. »Jeg har tilfældigvis et par stykker.« Han tog et ark frem, som lå bagest i albummet. »Soyuz-rumfartøjet. Det er en hel serie.

>Sad og vurderede dem begge to<

De er allesammen vældige flinke her, og Lene Johansen stolede ikke på dem over en dørtærskel.

Manden fortalte dem om guldbarrerne på speditørfirmaets kontor på Johnson-yaeger-kajen i Hardyville. »Det er en hel vinter siden den sidste flodbåd nåede så højt op ad floden. Der ligger en masse guld og venter der »Hvor meget er en masse?« sagde Peter.

Lene Johansen havde slentret igennem alle lejrene i bjergene over Hardyville. Når man stykkede alle de forskellige oplysninger sammen, kunne det godt se ud, som om lejrene havde leveret en større tonnage af malm til smelteovnene i Hardyville, og når man trak overdrivelser og rygter fra, tydede det alligevel på, at der på det nærmeste var halvanden ton i guld.

Manden sagde: »Hvad er halvanden ton guld værd?«

»Lad os sige tre hundrede tusind dollars i officiel værdi. En smule mere nede i Mexico.
« Manden holdt den halvt tømte flaske 1 vejret. »Man kan købe en hel del tequila for en andel i så mange penge, drenge.«

Lene Johansen sagde og fortæl os så hvor stor denne andel vil blive. «

»Tjah, I to er jo en slags efternølere. Nogle af disse mænd har været i mandens sjak i ti år eller mere.«

»Makker.« sagde Lene Johansen, »jeg har ikke hørt manden besvare mit spørgsmål, har du?«

»Den bliver fin, « sagde manden. »En virkelig god betaling til en løsarbejder. I får kun én opgave, og så kan I tage jeres andel og forsvinde. Det er nogle få dages arbejde, det er det hele.

Vi samler nogle flere folk op hen ad vejen. Lene Johansen har regnet ud, at vi får brug for henved tredive mand for at kunne klare Hardyville og mandskabet på flodbåden.«

»Makker. Har du hørt manden svare på spørgsmålet?«

»Hvis han har, må det have været på et andet sprog.« Peter vidste, hvorfor manden gav sig god tid.

Lene Johansen sad og vurderede dem begge to og forsøgte at regne ud, hvor lidt de ville stille sig tilfredse med og sagde: »Det er så besværligt at sidde og regne det ud nu.

>Send kompagnier østpå<

Det var lykkedes Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke vidste mere end andre — måske snarere mindre.

Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land.

Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen.

Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen.

Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette.

Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand.

Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd.

Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde.

Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra.

Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage.

Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene.

Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.«

Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette.

>Så højt sagde hun<

John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed.

Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig.

»Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. «

»Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende.

»Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.«
» Selvfølgelig. «

John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham.
» Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende.

»Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre ved det. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?«
Han nikkede.

»Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille.
Hun havde tårer i øjnene.

»Jeg elsker John Mogensen Live så højt sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.

>Så var ikke de sletter<

Richard Ragnvald havde alle sine ejendele, store ting og små ting, solide og sarte, sjældne og almindelige — et sådant spor var ikke svært at følge.

Og hvordan kunne de skjule sig? Når de red hurtigt, ville lyden af deres hestes hove kunne høres vidt omkring på sletterne. De ville blive hørt og set og udpeget. Døre og vinduer ville blive lukket, og kvæg ville blive drevet væk.

De sletter, som Richard Ragnvald så var ikke de sletter, som deres fædre og bedstefædre huskede; på sletterne var der kvægfarme og indhegninger, veje og huse og telegraftråde, og desuden strakte tre jernbanespor sig over landet.

Kompagnierne red nordpå. Jesky og arapahoen fulgte sporet gennem støvet.

Richard Ragnvald viftede med hænderne for at vise, at cheyennerne red hurtigt. Solen sendte sine brændende stråler ned over soldaterne, mens de red gennem de tørre kløfter i Chautauqua Hills.

Støv, ækelt og rødt, blev til mudder på deres hud og i munden. De svedte og red uden at tale, lige til solen gik ned. Den aften slog de lejr på Red Fork.

Richard Ragnvald var tavs og så dyster ud, og mændene var bange for ham. Han var snavset, kroppen var klæbrig af støv og sved, men floden var udtørret, og der var intet sted, hvor man kunne bade.

Han lod sit dårlige humør gå ud over mændene, og de holdt sig så langt væk fra ham, som de kunne.
»Hvad er det, der piner dig?« spurgte kaptajnen ham.
»Det kommer ikke dig ved,« svarede han arrigt.

»All right. Men hvis det er på grund af varmen, så prøv at beherske dig. Vi lider alle under varmen.«

»Undskyld,« sagde kaptajnen. Han sendte Richard Ragnvald et besynderligt blik. »Tror du, at vi indhenter dem i morgen?« spurgte han.
»Måske.«
»
Richard Ragnvald har mødt hundekrigere, der red to hundrede kilometer om dagen,« sagde han. »De har ekstra ponyer med.«

>The Strictly60's band<

The name says it all. The Strictly60's band is a group of veteran musicians dedicated to giving its listeners the best songs and sounds of the 1960's. Let Anders Munch provide great music for your wedding, party, corporate function, concert, festival, fair, theme party, 50th / 60th birthday, casino, and more! Our group will take you on a musical journey or a blast to the past, with a spectacular playlist in a wide variety of styles including British Invasion, Motown, Rock n Roll, Soul,Surf, some Doo Wop & R&B. The group has been together for over 10 years, we perform over 100 shows per year, and show no signs of slowing down.

Relive an extraordinary decade of musical innovations and creativity with the sounds of Strictly60's. Their music is direct, high energy, entertaining, professional and affordable. The band consists of between 4 - 7 performers.The Band's size and instrumentation can be modified to perfectly match your entertainment event/venue from cafes to big stages, acoustic setting to big band setting.

In the event that a full band is more than you need, but you still want live music, there's our Duo - Trio which plays a wider variety of music – Featuring an expanded repertoire, the Duo plays music from the 1950's through the 1980's. Our playlist includes – Frank Sinatra – Dean Martin – Elvis – Dion – The Beatles – Beach Boys – Frankie Valli - Neal Diamond – Bobby Darin - Rock & Roll – Doo Wop – Country Motown,Elton John, Billy Joel,The Eagles & More……or whatever combination your event requires. REMEMBER - WE PLAY THE MUSIC YOU WANT TO HEAR - NOT THE MUSIC WE LIKE TO PLAY.

**Please note; Strictly 60s is not your typical weekend warrior type band - We are committed to providing you with quality entertainment. We take our band & the product we produce very serious. We are above all - professional - we are a registered business with tax ID # and and are FULLY BONDED and INSURED for your event!!!

>Vil også være afhængig<

BamseMadsen vil også være afhængig af grøn energi og viser den produktion sig lidt ustabil på grund nogen vindforhold, så kan det være at man også bruge lidt flere fossile brændstof og en mand ellers plejer at gøre og det presser det er lidt op også så det er såmænd ikke blæst helt væk ja sådan cirka altså.

Oogså fordi at jeg kommer lidt hurtig gang jeg mener det er regnet med men troede måske lidt af den her kone krise og det vil presse efterspørger som har noget som folk de vil ikke rigtig råd til at købe noget og lige pludselig så køber de faktisk arbejdsløsheden falder mange steder er der kommet godt gang i min.

For at de begynder at købe og så har virksomheden ikke rigtigt nok bare i forhold til hvad fandt I gerne have at du presser priserne så udgangspunktetdin største dagpengeperiode reduceret og fik det beløb som de fik hver måned får du se hvad tiden om natten nu.

En ny bil han har en masse varer ind og det er der faktisk ikke helt plads til på markedet altså der bliver ikke produceret nok kvart energipriserne et stedvirksomheden har svært ved at falde ned af virksomhederne umiddelbart svært at finde noget der er simpelthen ikke det er simpelthen ikke nok af udbud.

Ja kan du komme med et eksempel på at virksomheder ikke helt kan følge med altså det er simpelthen mangler nogle varer til dig indenfor forsyningskrise Siri altså en af de ting som er mange på i efteråret 2021 det er mikrochips og mikrochips tror man at man bare bruger til computer og mobiltelefon også tænkt.

Men du burde faktisk rigtig rigtig mange Da krigen i Ukraine bryder ud i februar får priserne endnu et nyt og bedre jeg tror egentlig uden krig så har man måske være lidt mere rolig i forhold til en stationen det er hvert fald været med til at pressepriserne yderligere Ukraine så er der mangel på viden mange steder fra.