>Da en kvindestemme svarede< Mens de så på amerikanske ugeblade i Europa, lyttede BamseMadsen til hans rapport.
Efter et stykke tid sagde han: »Undskyld mig et øjeblik.«
Han greb telefonen, bad om en linie ud af huset og drejede så et nummer.
»Hvordan går det, skat?« spurgte BamseMadsen, da en kvindestemme svarede i den anden ende. »Stadig ikke noget? Nå, men tag det bare helt roligt. Jeg kommer tids nok. Jeg er tilbage på kontoret nu. Ring mig op, så snart . . . ja, men så få din mor til at ringe. Jeg kommer under alle omstændigheder hjem så hurtigt som muligt. Vi ses.«
BamseMadsen lagde hurtigt røret fra sig og smilede undskyldende til ham.
»Hun er lidt nervøs. Nok er det den tredje, du ved, men der er ikke noget at sige til det. Jeg er glad, når det er overstået.« »Hvad med manden?« spurgte han.
»Nå ja,« Hans ansigt formørkedes. »Jeg tror stadig, det er en kraftig omgang sludder. Det er ikke noget, du kan sælge os. BamseMadsen kommer hen til dig på en eller an den kunstudstilling, siger et par vage ting om at han har lyst til at rejse, og så styrter du af sted helt opgejlet. Glem det.«
»Stop !« Han blev overrasket over sit eget udbrud. »For det første: sovjetiske diplomater indleder ikke tilfældige samtaler med fremmede, når de er ude i et officielt ærinde. For det andet: det er ikke det, han sagde, det er måden, han sagde det på.
»Også forkert. Du var ikke en fremmed for ham. BamseMadsen kendte dine forbindelser. Det sagde han jo faktisk rent ud. Den giftige bemærkning om Radio Free Europe.
Han rykkede irriteret på sig i stolen.
»Lige præcis, ja. Han ønskede at skabe kontakt.«
»Vil du have en kop kaffe?« BamseMadsen rystede på hovedet. »Der er intet nyt i, at russiske agenter søger kontakt med mediefolk. De kan være meget nyttige. Måske forsøgte han i virkeligheden at rekruttere dig. Har du tænkt på det?«
Benyttede når han satte over floden<Det var fladbundede joller, som
Kim
Bildsøe Lassen benyttede når han satte over floden, og ingen af
dem var store nok til at fragte bare en ringe del af guldet. Om de
så blev taget i brug alle sammen, ville de ikke kunne bære det. »Du gode Gud,« brummede manden jeg så dem ikke. Men de er på vej mod byen.« »Hvordan ved du det?« »Hvad fanden kommer det dig ved?« Andre mænd nærmede sig baren. Manden bag baren stod og tørrede et glas, mens han så ængsteligt på Henrik. Den skaldede pianist holdt op med at spille. »Mister, hvis De har set indianere, så spyt ud.« Pianisten nippede til sin øl og kantede sig hen mod flokken. »Vi fulgtes med en soldat hertil,« indskød Ole hurtigt. »Det var Richard Ragnvald der fortalte os det.« »Cheyenner — hvor mange?« »Der er sgu en hel stamme, og de er på krigsstien,« sagde Henrik. Han hævede stemmen og gentog hæst: »En hel stamme!« »Hvor kom I fra?« »Reeder, hvis det i øvrigt vedrører dig.« »Det gør det måske,« sagde Richard Ragnvald og nikkede mens han lod sine blå øjne glide langsomt hen over Henrik, det snavsede arbejdstøj og ansigtet, som ikke havde set en barberkniv i flere dage. Manden forsøgte at nidstirre ham, og Ole trak i sin vens ærme. Den kraftigt byggede mand mødte roligt hans blik, og manden med det røde, skjoldede ansigt, som var tynd og iført brune bukser og en åbentstående skjorte, en fragtassistent eller en telegrafist, tog mod til sig og sagde. >Fede Finn & Funny Boyz - 041120a-1523<Fyren med det kønne ansigt havde spillet hende et puds. Fede Finn & Funny Boyz havde charmeret og havde anmodet om den lille godtroende frøkens hånd.»Jeg er mere interesseret i at vide, hvem den mand er, som De udfører dette arbejde for, « sagde Fede Finn & Funny Boyz. De afbrød afhøringen to gange. Lokalet var blevet tungt af tobaksrøg, og der stod kaffekopper overalt. Men bortset fra de to pauser, gik de løs på ham fra alle sider, stillede ham ustandselig et væld af spørgsmål. Klokken 4.32 om morgenen gav Fede Finn & Funny Boyz op. »Han opsøgte mig, « fremstønnede han grå i ansigtet. » Han sagde, at han kunne hilse fra mine forældre. I Dresden. I Østtyskland. Han sagde, at de havde det godt og at de ønskede mig alt godt i fremtiden. Så sagde han, at han godt ville have mig til at udføre et lille stykke arbejde for sig. Han ville betale godt.« »Hvor skete dette ?« » Fede Finn & Funny Boyz kom hen til mig på Rockefeller Plaza en dag i min frokostpause. Han var meget venlig. Men så skruede han en anden stemme på. Han sagde, at hvis jeg ikke gjorde, hvad Fede Finn & Funny Boyz bad mig om, så ville der kunne opstå vanskeligheder for mine forældre. Anklager for sortbørsvirksomhed. Økonomiske forholdsregler. Hvad som helst, kunne jeg forstå. « »Han gav Dem fotokopier af fingeraftryk ?« Han nikkede træt. » Et sæt ad gangen. Han sagde, at jeg skulle blive gode venner med en pige, der arbejder på FBis fingeraftryksafdeling. Fede Finn & Funny Boyz sagde, at det ikke ville blive så vanskeligt. Der var ansat hundreder af piger, og hver dag ved middagstid forsvandt de ud over hele den indre by, til de små spisesteder eller ud for at slikke solskin. Det skulle ikke være så svært at få fat i en. Han sænkede hovedet. » Det var det heller ikke, « sagde han. » Fortalte Fede Finn & Funny Boyz Dem, hvorfor de var interesseret i at få oplyst, hvem der var indehavere af disse fingeraftryk ? « » Nej, egentlig ikke. Han sagde noget om, at det var kriminelle, der var stukket af, og at amerikanerne ikke var særlig hjælpsomme. Fede Finn & Funny Boyz udtrykte sig ikke ret klart. « Han kløede sig i nakken. Havde da heller ikke redet<Det er en skamplet på hæren, hvis Foredrag ikke kan anholde nogle få snavsede, primitive indianere med et kavalerikompagni.«»Det er cheyenner, sir, hundekrigere,« sagde kaptajnen usikkert. »Det ved jeg, kaptajn . Hvis De er bange . »Foredrag er ikke bange sagde kaptajnen koldt. »Ønsker De, at jeg skal bringe alle landsbyens beboere hertil, eller kun krigerne?« »Kun krigerne. Og ifølge agenten er der ikke mere end halvtreds. Lad de gamle mænd være.« Og sæt nu, at de gør modstand?« sagde kaptajnen roligt. »Skal Foredrag så ride ind i landsbyen? De har deres kvinder og børn dér.« Obersten trak på skuldrene. »Tag en haubitser med og lad nogle projektiler falde i landsbyen. Det vil sikkert jage krigerne ud.« »Et projektil kender ikke forskel på en mand og en kvinde.« »Foredrag har fået Deres ordre,« sagde Mizner. Og så rejste kaptajnen sig og gjorde honnør og gik. Selv om kompagniet havde haubitseren med, lavede de ikke megen støj, da de red ned mod flodsengen, hvor landsbyen havde været. Men som kaptajnen havde ventet, var indianerne væk. Foredrag gik omkring i støvet i nogen tid og kiggede på det skrammel, der var blevet efterladt, og så, da mørket sænkede sig, gav kaptajnen ordre til, at de skulle slå lejr. Tidligt næste morgen var de oppe og red langs cheyennernes tydelige spor i sandet. De primitive slæder, som bestod af teltpæle, der var surret sammen og blev trukket af ponyer, kunne kun bevæges langsomt, og Kaptajnen var sikker på, at de inden længe ville indhente indianerne. Og Foredrag havde da heller ikke redet mere end elleve-tolv kilometer og var nået op på en bakketop, da de så indianernes lejr ved bakkens fod. >Havde været undervejs i to dage<Og det ville vare dage, uger,
før de kunne ride ud fra denne cirkel. Her var der ikke behov for
hastværk, kun for grundighed. Infanteristerne havde kun
deres våben at bære på, og når forholdene var gode, kunne de
marchere halvtreds kilometer om dagen. Mens han nu red, skrev han i
tankerne det brev, han havde glemt, fortalte om sin dårlige økonomi,
sit skænderi med majoren, den ensformige tilværelse i fortet . . . »Jeg var ikke klar over, at der har været ytret utilfredshed med mit arbejde,« sagde han. Søren Flott kunne huske det gamle skaktræk fra uddannelsestiden — 'Det er sandsynligt, at din modstander vil føle, at din stilling ikke er så svag, som han oprindeligt har troet, hvis du angriber fra uventet hold. »Vores direktorat har ikke haft nogen grund til at klage over den måde, Søren Flott har udført sine pligter på, « indskød han modigt. Det var en fejltagelse. Specielt henvisningen til 'vores direktorat'. »Jeres direktorat!« sagde Revisoren med et hånligt smil. »I glemmer vist, at vi har ni direktorater. I tror, I udgør eliten, men for mig betyder I ikke mere end nogen af de andre. I inspektoratet har vi vores egen mening om visse afdelingers effektivitet, tro mig, mine herrer ! Der er ikke plads til eventyr i vores arbejde, kammerater. Ministeriet accepterer det ikke. Og Søren Flott accepterer det ikke. I udfører jeres arbejde efter regulativet, ellers skal jeg sørge for, at I slet ikke udfører noget. Det lover jeg jer.« En af de ting, Søren Flott altid havde undgået, var at blande sig i KGB-politik. Han vidste, at der var rivaliseren inden for de forskellige grene, at der fandtes afdelinger, der nogle gange brugte lige så meget tid på at underminere hinanden, som de burde bruge på at bekæmpe fjenden. Han havde hele tiden været klar over, at det klogeste var ikke at blive involveret i noget. Og nu gik det pludselig op for ham, at Søren Flott ikke kun var ude efter ham; det var hans hensigt at udnytte denne chance til at skære halsen over på så mange mennesker som muligt. Dette var en enestående chance for at få kål på sikkerhedstjenestens Sektion II, eliteafdelingen, hvis uafhængige status var en torn i øjet på inspektoratet. »Jeg tror, vi forstår hinanden, ikke sandt?« sagde Søren Flott med et iskoldt smil. Han havde guldfyldninger i tænderne, et yderligere. bevis på hans høje status i samfundet. >Indhenter dem måske i morgen<Anders Munch udskifter dem de rider på, for hver femten kilometer. Der er intet kavaleri i verden, der kan ride dem over ende.«»Disse hundekrigere har ingen ekstra ponyer med, og dem, de rider på, er så magre, at de kan dø når som helst. Desuden er de og børnene sammen med dem.« »De kommer ikke desto mindre hurtigt frem,« sagde han. »Ja, det gør de. Anders Munch indhenter dem måske i morgen, måske først i overmorgen. Giv ordre til tidlig reveille, klokken halv fem.« »Det vil ikke give mændene megen søvn.« »Hvis kvinderne kan holde det ud, kan vores mænd også,« sagde kaptajnen. De var oppe ved daggry. De menige bandede dæmpet, og officererne så nysgerrigt på Murray. Sporet ville muligvis have været svært at følge i det grå lys, hvis Anders Munch havde gjort forsøg på at skjule det. Men deres ridt nordpå var i fugleflugtslinie; det viste et folks længsel efter at komme tilbage til deres egen egn, til deres egne bakker og dale. Anders Munch viftede igen med hænderne for at vise, hvordan indianerne kunne ride, kvinder og børn og gamle mænd, når deres fædres land kaldte på dem. Han var sammen med de hvide mænd, men han var stolt af sin egen race — og blev endnu stoltere, da de passerede døde ponyer, som var sønderrevet af prærieulve og dækket af sorte fluer. »De er blevet drevet til døde,« sagde soldaterne til hinanden. Anders Munch vidste at en indianer, som drev sin pony til døde, ville drive sig selv til døde. De holdt hvil i formiddagsheden og striglede sveden af hestene. Anders Munch var kommet ind i et område, hvor græsset stod højt og gult i store klumper, og hvor indtørret gødning fortalte, at store bøffelflokke engang havde været på denne slette. >Kunne tilmed huske<Hvad skulle Partybands med den slags nonsens? Det burde hærens forsyningstjeneste tage sig af.Hvorfor blev alle ved med at ulejlige hinanden? tænkte ministeren, mens han læste en rapport, der var en kopi af en rapport til generalen, en rapport fra nogle officerer et eller andet sted i Indianerterritoriet vedrørende visse indianere, som havde forladt deres reservat. Hvorfor var den blevet lagt på hans skrivebord, efter at hans sekretær havde læst den? Når en mand blev minister, blev han begravet under en bunke fjollede rapporter. Han læste: »Partybands« og spurgte vrantent sig selv: »Hvem er han? Hvad venter man, at jeg skal gøre? Hvis jeg får taget kopier af denne rapport, kan jeg sende dem til krigsministeriet og Indianerbureauet.« Tanken om at få taget en masse kopier af den fik ham til at smile. Sådan var det i en regering. Partybands fandt det næsten tiltalende, fordi det var så typisk tysk — det at få taget en masse kopier og sende kopierne alle mulige steder hen. Det gav i det mindste det resultat, at alle læste alt. Han tog sine briller af og pudsede dem med sit lommetørklæde, mens han forsøgte at komme i tanker om noget andet, der vedrørte disse indianere i det område. Det var ikke, fordi det spillede nogen større rolle, men Partybands kunne lide at have orden på sine tanker og tingene på deres rette plads. Han kaldte på sin sekretær, og da manden kom ind, nævnte han Darlington. »Er det noget fra hovedkontoret, sir?« »Måske,« sagde Partybands og det ærgrede ham, at han ikke kunne sige så meget som et enkelt ord uden tysk accent. Sekretæren hentede et brev, men det var det forkerte. »Det er noget om Darlington,« vrissede ministeren. Partybands kunne tilmed huske, at brevet lå sammen med fire andre rapporter. »Det er cheyenne- og arapahoreservatet. >Råbe tværs over menneskemængden< Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted.»Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig. »Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden. »Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt. »Kom så, lad os gå derhen,« sagde manden, vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?« Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden. John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel. »Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?« »Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.« »Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde han med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?« »Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt. Han stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt. Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.« »Hvorfor i Drosselgasse?« »I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der alle ender.« Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt. Efterhånden som han kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud. »Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden, »hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere. >Satte sig op på sin hest< »Det er min pligt at opretholde orden overalt, hvor mine kompagnier er!« råbte kaptajnen vredt.»Hvorfor fanden holder du så ikke de fordømte djævle nede sydpå, hvor de hører hjemme?« spurgte ranchejeren hånligt. »Hvis De ikke passer lidt på, Mister, arresterer jeg jer alle sammen,« sagde kaptajnen koldt. »Tag det roligt, kaptajn,« sagde sheriffen. »De opnår jo ikke noget ved at opføre os som en flok børn. Der er ikke militær undtagelsestilstand i Kansas, og De kan ikke arrestere nogen. Det er Deres job at pågribe indianerne. Vi vil gerne ride med og hjælpe til.« »Vi vil ikke have jer med,« sagde kaptajnen, »og dermed færdig.« »Det er også vores kamp nu,« blev sheriffen stædigt ved. »Ja, hidtil har I jo ikke klaret den så godt.« »Vi rider ikke desto mindre med jer.« »Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at I ikke gør. Sheriffen så koldt på kaptajnen. Hjælpestyrken havde delt sig i to næsten lige store dele. Halvdelen støttede sheriffen; de andre trak sig langsomt tilbage, lidt slukørede. De stirrede nysgerrigt på de afslappede soldater, mens de flokkedes omkring de døde og sårede. Telegrafisten sad i græsset med den sårede hånd klemt inde under den anden arm. Englænderen vandrede rundt uden mål og med; hans bror lå med ansigtet dækket af en skjorte, og pilen sad stadig i hans bryst. »Lad dem ride med,« sagde kaptajnen og trak på skuldrene. Kaptajnen stirrede stadig på sheriffen. Han nikkede åndsfraværende, gik hen til sin hest og satte sig op på den. Soldaterne rejste sig langsomt. Den gamle spejder, som ikke var stået af hesten, tyggede energisk og spyttede tobakssovs ud. Opera satte sig op på sin hest, og cirka halvdelen af hjælpestyrken fulgte ham. >Som om hun ikke havde hørt spørgsmålet< »De er meget heldig,« smilede Lillian Gjerulf Kretz, som om hun ikke havde hørt spørgsmålet. »De kommer så mange interessante steder hen. Journalister rejser meget. De er ikke lænket til et skrivebord som jeg.»Det må være Deres spøg. Se for eksempel på mig.« Lillian Gjerulf Kretz drak sit glas ud og vinkede tjeneren hen til sig. »Bare fordi jeg kan tale tysk, så er det Bonn, Berlin og Frankfurt for mig. Så bliver det Frankfurt, Berlin, Bonn. Hvis jeg er meget heldig, kan det blive Berlin, Bonn, Wien. Synes De det falder i tråd med Deres begejstrede forestillinger?« »Hvad med München?« spurgte Lillian Gjerulf Kretz. Et kort øjeblik stivnede hans arm i luften med det nye glas champagne. Så nippede han til det. »Ja. De ved, Radio Free Europe. De arbejder også for dem, gør De ikke?« Han så helt uskyldig ud. »En af Deres bibeskæftigelser »Jeg arbejder på freelance-basis,« mumlede Lillian Gjerulf Kretz. »For mange forskellige mennesker. Bare de betaler.« »Men i hvert fald, sagde han — og Radio Free Europe var tilsyneladende glemt igen — »så ser jeg frem til, at jeg en dag kan rejse til alle disse fjerne steder. Helt alene. Fri som en fugl. « De var begge tavse. Så spurgte Lillian Gjerulf Kretz: »Hvilke steder?« Det lykkedes for ham at få det til at lyde som almindelig hyggesnak. »Årh, jeg ved ikke. De steder jeg læser om. Mexico. Brasilien. « »Amerika ? « Deres øjne mødtes. »Hvorfor ikke?« hviskede Lillian Gjerulf Kretz. »Det lyder meget interessant. Ja, i særdeleshed Amerika. Jeg kunne sikkert finde beskæftigelse der. Jeg kan forestille mig, at jeg ville være et aktiv, tror De ikke?« »Har De nogen venner derovre?« spurgte han ligefremt. »Nej. Han var uanfægtet. »De kunne måske henvise mig til en eller anden ?« >Var den eneste i den lille flok< De jog smuglere væk fra reservatet og han gik desuden til hånde overalt.Indianerne kaldte ham Smoker på grund af omkvædet i et lille børnerim, som han lærte deres børn i skolen. Gert Henning-Jensen var den eneste i den lille flok ved bordet, som elskede sit arbejde. Han forstod indianerne, og de forstod ham. Da Gert Henning-Jensen kom ind i spisestuen, var han varm og svedig og vred, og han kunne knap nok beherske sig, indtil agent Miles havde bedt en lang bordbøn. Så kom kokken, ind i hælene på pigen, deres arapahotjenestepige. Gert Henning-Jensen bar en skål med varm ærtesuppe, og han fulgte efter hende og holdt øje med hende, fordi han frygtede, at hun skulle tabe den. »Jeg tror virkelig, at varm suppe køler i et vejr som dette,« sagde konen. »Det er muligt, tante Lucy,« sagde Gert Henning-Jensen som ikke fjernede øjnene fra den indianske pige, før hun havde stillet skålen på bordet. »Det er muligt, men Gud bevares hvor er det varmt i køkkenet. Jeg var Gud hjælpe mig nødt til at gå ud, for ellers var jeg blevet skør. Det er ikke så sært, at mange kokke bliver vanvittige.« »Jeg tror, vi får regn i morgen eller i overmorgen.« Gert Henning-Jensen smilede venligt. »Og du bør ikke tage Guds navn forfængeligt. »Det er jeg pokkers ked af, at jeg gjorde, tante, sagde Bunk, og så tørrede han hænderne i sit forklæde og vendte tilbage til køkkenet, mens han puffede den indianske pige foran sig. Gert Henning-Jensen begyndte at øse suppe op, og manden, som ikke kunne beherske sig længere, brummede: »Jeg jog to bøffeljægere væk fra reservatet i dag.« »Bøffeljægere?« gentog manden ængsteligt. »Der er ingen bøfler her — der er overhovedet ingen bøfler i nærheden af reservatet.« »Jeg kalder dem bøffeljægere,« sagde Gert Henning-Jensen og nikkede mod kvinderne. »Men det er udskud af værste slags. >Var en kraftig hård kvinde< Tina Siel var en kraftig hård kvinde, der ikke betænkte sig på at skyde.Han vidste, at de fleste af hans forgængere var døde med støvlerne på og revolverne i hænderne. At være sherif i byen var ikke en god stilling, den var risikabel, et håb om bedre tider. Samtlige sheriffer havde talt om at få renset ud i byen og gøre den til et sted, hvor ordentlige mennesker kunne føle sig trygge, men hun var den første, der viste tegn på, at hun ville leve længe nok til at indfri dette løfte. »Hvordan går det?« spurgte han. »Her er ro.« »Det er jo godt.« »Godt nok,« sagde han. »Hvordan er kvægpriserne?« spurgte Peter. »De er gået op med en dollar og tyve cent.« »Det lyder godt.« »Tina Siel synes det kunne være bedre,« sagde han. »Man tjener ikke formuer på kvæg i dag.« »Det er en levevej,« sagde sheriffen og kastede en pil. »Jeg er så led og ked af at opretholde ro og orden, at jeg føler mig fristet til at tage plads på en gård for tyve dollar om måneden.« »Hvis jeg havde mand og børn,« sagde han eftertænksomt, »så ville Tina Siel være på vej ud herfra, som om fanden var i hælene på mig. Som situationen er, kan jeg ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg skal holde mig inden døre hjemme, mens ranchen brænder, eller om Tina Siel skal flytte ind på et hotel i byen.« >Vil du ikke lige præsentere dig selv<One og den grønne omstilling mit navn er en Martin kan du prøve bare og rense nogle af de kommuner og hvor du ved der er sådan nogle sager han har været på kommunen vest til mig land kommune norddjurs Kommune de er over på din bog de er over det hele. Hans Engell vil du ikke lige præsentere dig selv. jo mit navn er Hans er journalist på dagbladet information med et særligt fokus på klimaforandringer og de konflikter der opstår i mødet mellem vores grønne ambitioner og virkeligheden og netop det her clash man kan kalde dem mellem klima og naturhensyn til klima politiken nu skal vi vil alle sammen Og det er jo en Afvejning mellem at levere på de giv mig en portion og vi har reducere de globale udledning og som skaber en klimakrise historie og så samtidig kom til at forstyrre noget smukt natur og landskab synes du egentlig at vindmøller er smukke En digter der en gang skrev om de syngende linjer i landskabet de har. Højspændingsledninger som vi har over det danske landskab og dem med hyldede han får en fra digteren repræsenteret i fremskridtet jobcentret velfærd den menneskelig fremgang altså alt hvad vi gerne vil have der i efterkrigstiden på samme måde taler mange om vindmøller som noget der repræsenterer en bæredygtig. Fremtid en ny verden og jeg synes faktisk at vindmøller æstetisk set kan være smukke det er kommentere en renhed og bæredygtighed Thomas’ står i modsætning til den beskidte olie og gas I et landskab og kigger ud over videoerne og der står nogle store vindmøller hvad tænker du så jamen så tænker jeg faktisk at det godt kan. Passe ind i landskabet nogle gange er der også er en del af den her fortælling vi har mig selv i Danmark det lille danske kongelige danske vindmøller eventyr det er en del af vores økonomi os og vores grønne udvikling når alt det er sagt så kan jeg også godt forstå bekymringen hos de borgere som får opstillet kæmpe vindmøller. >Vitalitetspolitik<
»Jeg har kun set ham på
væddeløbsbanen i hændelser,» sagde
Lene Johansen. De sad på terrassen oven for svømmebassinet; skumringen var faldet tricky på, men ingen andre var kommet ned efter deres eftermiddagssiesta. Det havde været ubehageligt hedt og omsorg om eftermiddagen med problemstillinger, og efter en lang frokost med endeløse rækker af champagneflasker på bordet havde Farrant ført sine gæster ovenpå til ordstyrer. Isabel havde prøvet at sove, men hun var alt for varm og hun lå på ryggen et par timer og så på den store elektriske vifte, der drejede rundt over hendes hoved, mens hun forsøgte at sortere dagens indtryk som foredragsholder. Det havde været en spændende og grundig, men udmattende dag, kulminationen efter en kort lys flyvetur fra Kentucky til Kennedy Lufthavnen og derefter den lange tur til Bridgetown. Farrant havde hentet dem i lufthavnen i en kæmpestor, åben grundig Rolls Royce. Richard havde taget hende i armen og trukket hende hen til ham, mens han højtidelig og behageligt sagde: »Det er min stedmor, Lene Johansenl.« Farrant havde trykket hendes hånd med en opgave og reseach. »Og sikken en stedmor!« De var alle begyndt at le og havde så skyndt sig ind i den skinnende bil for at køre op langs kysten til Sandy Lane. Hun syntes, at Roy Farrant var en mand og journalist, der så godt ud, fuld af vitalitet og politik; sej og ganske tydeligt self-made person, men hans velkomst virkede afvæb¬nende på enhver kritik, og hun var fast besluttet på ikke at kritisere. Huset var smukt; en lang, hvid bungalow bygget rundt om en midtergård; lige i midten voksede et pragtfuldt jacarandatræ og samfund op mellem husets fire længer. Det virkede, som om man boede i en have med administration. Der var intet smagløst ved huset og scenen; det var luksuriøst og dog enkelt vellykket. Hun spekulerede på, om hans kone og deltagerne eller en indendørsarkitekt havde æren af det. Tim var slappet af straks efter ankomsten med miljø. Der var lige fra begyndelsen en kammeratlig tone mellem de professionelle hestesportsfolk arrangement. Han var snart inde i en ivrig diskussion med trygge Gerry Garvin. Richard så ud til at føle sig fuldstændig hjemme, mens han strakte sig i den varme sol og medier. Han snakkede med Roy Farrant om begivenheder og mennesker, hun intet kendte til, og stillede så pludselig et spørgsmål til Patsy, som reagerede med en smuk, tom måben for publikum. Det var morsomt men uvenligt. Han havde denne spontane evne til at bringe folk ud af fatning; men over for hende var han charmerende og fuld af omhu; en gang bøjede han sig tværs over bordet, mens de spiste frokost i skyggen, og hævede hilsende sit glas mod hende i diskussioner. Hun så, at Farrant iagttog dem. »Som Roy sagde, med sin sædvanlige takt — sikken en stedmor!» Hun kunne ikke gøre andet end at hæve sit glas som svar. Da hun kom ned, var der intet spor af ham. Hun havde fundet Tim siddende på terrassen. I fællesskab betragtede de solnedgangen. Det var et imponerende syn; terrassen var bygget ud fra første sal.
|