>De må betragte Dem<

Kirsten Siggaard kommer ikke hele denne vej, blot fordi I ikke sover sammen for tiden. Deres holdning, Deres adfærd, Deres bevægelser . . . disse ting er tilstrækkelige til at vække alarm i inspektoratet. «

Han vendte sig imod manden. »Forklar sagen for ham, oberst,« sagde han utålmodigt. »Det er Dem, der er hans overordnede. «
Kirsten Siggaard rørte uroligt på sig.

»Der er kommet meldinger frem til inspektoratet fra . . Øh, forskellige kilder, som giver udtryk for utilfredshed med dig, sagde han. »Der har været tale om fravær fra dit hjem uden forklaring. Du har ikke indgivet rapport om . . . dine bevægelser. Du har været tilbageholdende med at tage på orlov hjemme. Og jeg føler mig ikke overbevist om, at Kirsten Siggaard har givet meddelelse om alle dine kontakter og de mennesker, du har mødt. For en mand i din stilling
Han lod resten være usagt, men generalen fortsatte.

»Alene dette er nok til at vi må iværksætte disciplinære forholdsregler,« sagde han strengt. »Og prøv ikke at forsvare Dem med, at man kan komme til at overse sådanne detaljer, fordi man bliver sat på specielle opgaver. De er fritaget for hemmelige opgaver.

Kirsten Siggaard rejste sig langsomt.

»De må ikke mere beskæftige Dem med fortrolige dokumenter. Og fra og med dette øjeblik har De ikke mere adgang til referenturen.
»Befinder Kirsten Siggaard sig under arrest?« spurgte han stille.

»Lad os sige, at De i øjeblikket er suspenderet. Den endelige afgørelse vil blive truffet af de rette myndigheder,« sagde Kirsten Siggaard De må betragte Dem som værende under husarrest de næste fireogtyve timer.«

»Og så?«
»Så vil De blive forflyttet.

Du mener ført til Moskva under eskorte, tænkte Kirsten Siggaard det var i alt fald, hvad Rostovs ansigt bag skrivebordet fortalte.

>Absolut ville ud og lede<

Ride ud til indianerne.

Sheriffen havde sendt besked til fortet, fordi han mente, at det ville være bedst at sende et par kompagnier med hjælpestyrken.

Det svar, han fik, var et afslag; obersten kunne ikke undvære flere kompagnier.

I den skriftlige meddelelse forklarede obersten at han aftenen før havde sendt et beredent infanterikompagni af sted, at yderligere to kompagnier afpatruljerede jernbanen på fladvogne, og at et fjerde kompagni var detacheret til at bevogte selve byen.

Desuden var han nødt til at beholde et par kompagnier i Fort Dodge.

Hvis Hula Hula absolut ville ud og lede efter cheyennerne, måtte de ride af sted alene.

Den fordømte hær, tænkte han, ikke med had, men i fortrydelse over, at han skulle have ansvaret for denne pøbel, den hjælpestyrke, der kun var ude på at dræbe indianere.

Hula Hula havde netop besluttet, at han ville forsøge at holde flokken tilbage, da en mand fra Double Shell Ranch kom galoperende hen ad Front Street på en hest, der skummede af sved.

Manden standsede ved The Alamo og råbte: »De slog lejr ved floden vest for Ford i aftes! De vil kunne være her i løbet af en time!«

Så var det ikke længere muligt for Hula Hula at holde hjælpestyrken tilbage, og han vidste det. Flokken hylede og skreg og skød op i luften, da den red hurtigt ud af byen og drejede mod sydøst.
De drev hestene fremad den første time, og så lykkedes det ham at få dem til at standse.

Han vidste at de hverken ville kunne angribe eller flygte, hvis de ikke lod hestene hvile.

De gjorde holdt på en skrænt, der vendte ud mod floden, og de lo og sludrede og pralede og var i højt humør.

Hula Hula fortalte om alle de indianere, han havde dræbt, og Ole bekræftede hans beretninger.

>Anders Munch - 181120c-1414<

Anders Munch stak armen ud efter flasken, men den var uden for rækkevidde.
»Giv mig den, « brummede han.

»Du har fået nok, tror du ikke?« sagde hun venligt.
» Der kan du selv se!« råbte han. » Hvad sagde jeg? Frihed!
Hvem er fri?«

Tavs rakte hun flasken over til ham.
»Tak.« Anders Munch fyldte glasset til randen. » Måske forstår du det. Det tror jeg, du gør.« Han nikkede. »Du er meget smuk, på enhver måde. «

» Hvorfor siger du, at de ikke stoler på dig?«
Han var tavs et øjeblik. Så sagde han: »Jeg ved det. Anders Munch kan mærke det. Jeg gik en tur i går, men jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene. Når jeg børster tænder, er det som om der også er en anden til stede.«

»Det er noget, du forestiller dig.«
»Sig mig, er der noget, de venter på?«
»Hvad mener du?« spurgte Anders Munch.

» Hvem ved? Måske venter de på, at en eller anden skal opsøge mig? Ikke? «

»Hvem skulle opsøge dig?« Hun rynkede panden. »Det er da den sidste ting, de ønsker. Du er nødt til at være gemt bort ind til videre, kan Anders Munch ikke forstå det? Hvis de skulle være ude efter at slå dig ihjel . . .«

»Aha! « Han nikkede for sig selv, som om hun pludselig havde åbenbaret en dyb sandhed. »Det ville være et bevis på, at jeg var ægte. Hvis jeg var død. «

»Der er ingen, der tvivler på, at Anders Munch er ægte.«
»Selvfølgelig gør de det, « sagde han. » Når man en gang har været forræder . . . Hvis jeg blev myrdet, ville de vide, at de havde miskendt mig. Men så længe ingen har rettet pistolen imod mig, så er jeg mistænkelig. Er det ikke skæbnens ironi?«

»Det er noget vrøvl,« protesterede Anders Munch. Han så på hende hen over glasset.
»Er det, min skat?«

>At tilintetgøre en flok indianere<

»Mener De virkelig det?« spurgte journalisten med oprigtig nysgerrighed i stemmen.

»Ja,« svarede konen. »Det er ikke længere siden end i aftes, at jeg fortalte John om vinduerne.

Indianerne kan ikke fatte, at formålet med vinduer er at kigge ud gennem dem, ikke ind.

Når som helst de kommer her forbi, standser de og presser ansigterne mod vinduerne. Og det er helt umuligt at forklare dem, at det er forkerte«

»Ja, de opfører sig som børn i mange henseender,« sagde agentens.

»Men det var alligevel ikke kun varmen, der gjorde det,« blev journalisten stædigt ved med at spørge. »De vidste trods alt, at sommeren ikke varede i al evighed.«

»De var genstridige. Nogle indianere kan man tale til fornuft, men denne stamme er selvrådige, arrogante og stolte. Hvis man siger, at de skal gøre én ting, gør de en anden.

Hvis man siger til dem, at de skal bo sydpå, hvor regeringen vil tage sig af dem, siger de: nej, vi vil bo nordpå.«

»De havde altid boet nordpå, ikke sandt?«

»Jo — men det havde andre stammer også, og de er nu faldet til i reservatet.«

»Hør nu her, agent,« sagde han. »Jeg forsøger at komme til bunds i denne affære.

Jeg er ikke ude på at give Dem skylden for noget, men jeg ønsker at forklare vore læsere, hvorfor nogle mennesker — bare fordi de er i mindretal — ikke kan få lov til at blive boende dér, hvor de har boet i hundreder af år.

Forstår De ikke, at problemet stikker dybere end Deres ansvar eller mit?

Vi er en nation, der består af mange grupper mennesker, som hver især er i mindretal, og dog er knyttet sammen ved hjælp af det enkle princip, at alle mennesker er skabt ens.

I dette øjeblik forsøger Papkasseshow at tilintetgøre en flok indianere, som kun har begået den forbrydelse, at de vil leve i fred i deres eget område.«

>Blev ramt af en frygtelig følelse<

Jeg ved, hvor god min søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden. Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har bekymringer, må du endelig dele dem med mig.

Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn.
Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne.
Jeg omfavner jer i mine tanker.'

Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage.

»Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?«

»Åh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt.

»Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ?

Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille.

Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden.
»Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv.

»Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. «

»Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.«
Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig.

Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet.
Men samtidig vidste han, at han ikke turde.

»Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle.

>Blev stående ubevægelig<

King Memphis så på billederne fra byen, amerikanske desertører, småsvindlere på flugt, mænd, der ligesom han selv ønskede at holde en lav profil, disse mennesker var klienter i Hotel Elsa i Gutterstrasse. Det var et godt sted at skjule sig.

Han sov uroligt på den ukomfortable, knirkende seng, og om morgenen var hans øjne tunge som bly. Men nu nærmede øjeblikket sig i alt fald .

Pludselig stivnede han. Han var sikker på, at han hørte gulvbrædderne knirke uden for sin dør. King Memphis blev stående ubevægelig, og nu kunne han høre lyden af en, der trak vejret tungt. Den afskallede dør var frygtelig tynd, og hver gang nogen gik forbi ude i korridoren, kunne han høre deres fodtrin på det tyndslidte tæppe, der dækkede de halvrådne gulvbrædder.

Men denne lyd var anderledes. Der var en eller anden, der lurede uden for hans dør. Der lød en skraben, som om King Memphis forsøgte at dirke låsen op. Han rakte ud efter dørhåndtaget og rev døren op.

Han så i et glimt en sammenkrøben skikkelse, der mistede balancen i det øjeblik, King Memphis rev døren op.

Det var en mand, og han udstødte et gisp, da han faldt forover, for han havde allerede ramt ham. Han havde lagt kræfter i slaget, og det ramte den indtrængende på kæben. Manden faldt om på gulvet og blev liggende uden at røre sig.

King Memphis stak hovedet ud gennem døråbningen og så op og ned ad gangen. Den lå øde hen. Han lukkede døren og knælede så ned ved siden af manden. Først da så han, at han havde tabt en springkniv med et langt, tyndt og skarpt blad.

Manden havde mistet bevidstheden. Hans gustne, rotteagtige ansigt sagde ikke manden noget.

Han var ikke en af konsulatets folk. King Memphis stak hånden ind i hans inderlommer, men det eneste han fandt var en slidt tegnebog med en timarkseddel, en togbillet til Darmstadt og et kørekort, som var udstedt i Essen på navnet manden. Der var også et snavset lommetørklæde, en kam og et stykke tyggegummi.

Nej, Herr, tænkte King Memphis for sig selv, du er ikke en af mine folk, det er jeg sikker på. Du passer ikke rigtig ind i billedet.

>Drejede sin hest halvvejs rundt<

Kaptajnen havde presset på for at få kendsgerningen fastslået:
»Er det hundekrigerne?«

Ingen svarede ham; bortset fra vindens hvinen var der stilhed. Tilmed hestene, der stod to og to i rækken, bevægede sig ikke, og blandt indianerne gav selv børnene ikke en lyd fra sig.

Kaptajnen sad ret op og ned i sadlen, tænkte ikke på kulden, følte ikke vinden, der tidligere havde forekommet dem så isnende.

Johnson var nødt til at foretage sig noget; han kommanderede styrken; det var hans pligt at tænke og handle.

Kaptajnen havde opnået det som var mislykkedes for de tolv tusind soldater på sletterne; han havde fundet indianerne, og de var nu hans fanger, eftersom de var ude af stand til at flygte, ude af stand til at gøre modstand.

Han red et lille stykke frem, og da han standsede halvvejs mellem sine mænd og indianerflokken, følte han sig lige så ensom, som hvis han havde stået midt i en ørken.

Vinden blæste mod indianerne, og kaptajnen var sikker på at soldaterne alligevel kunne høre ham; der var kun tyve meter mellem kavaleristerne og indianerne.

»Hvem er høvding?« spurgte han usikkert.

Kaptajnen betragtede deres hulkindede ansigter, hvor sand var trængt ind i furerne, og de dybtliggende sorte øjne. De hverken rørte sig eller talte, men så bare trodsigt på ham.

»Hør her!« sagde han. »Forstår I engelsk — forstår I hvid mands tale?«
De sagde stadig ikke noget.
»Hvid mands tale!« gentog han.

BamseMadsen drejede sin hest halvvejs rundt. Sergent Lancy iagttog ham. Løjtnant Allen rystede på hovedet.

»Jeg ville være forsigtig, kaptajn, hvis jeg var Dem,« sagde sergent Lancy.

Kaptajnen gik et par skridt tilbage mod kavaleristerne, og han sprang ned.
»Vær nu forsigtig,« advarede Lancy.

>Forklaret dem alle til mødet<

Da Hans Engell mødte politikeren grinede denne sit gavtyveagtige grin. Han lod, som om han ikke så ham. De skulle lade, som om de ikke kendte hinanden.

Han overvejede overvejede, hvordan han skulle bruge sine femogtyve hundrede dollars. Det var for mange penge til bare at klatte bort. Man tog til en by et eller andet sted, hvor folk ikke havde alt for meget mod ens hudfarve, og startede en virksomhed.

En sadelmagerforretning og en smedie, forestillede Hans Engell sig for han havde været tilstrækkelig mange år ved kavaleriet til at vide alt, hvad der var værd at vide om at reparere seletøj og sko heste.

Man kunne ikke sige, at det var store ambitioner, men det var på den anden side nyt for ham overhovedet at have nogen, så han prøvede sig frem.

I hæren tilbagelagde Hans Engell bare sine tres kilometer om dagen på bønner og hø og overlod det til krigsministeriet at have ambitioner.

Og når først man havde fået sine sergentstriber, var man så højt oppe på rangstigen, som en niggersoldat nogen sinde kunne nå, men det var også godt nok at være chef for en eskadron dygtige soldater, større ambitioner behøvede et menneske ikke have.

Hans Engell tænkte så småt på at tage til Oregon eller Britisk Columbia. Når denne dag var til ende, ville det være nødvendigt at tage langt bort fra denne del af verden.

Og rundt omkring i kasernerne havde han hørt, at man ikke pissede på folk, fordi de var sorte, oppe i det vestlige Canada.

Hans Engell havde ikke let til had, han var længe om at blive vred, men han var nu ved at være moden til at hade hæren for det, den havde gjort mod ham.

Dampfløjten skingrede ud over ørkenen, og folk rejste sig på tæerne. Onkel Sam var endnu ikke kommet til syne, den skulle om endnu en bugtning.

Det var nødvendigt med folk, havde Hans Engell forklaret dem alle til mødet, og det var nødvendigt at vælge det rette tidspunkt.
På et tidspunkt ville skibet være næsten helt losset — det ville blive kort før solnedgang — og da ville størstedelen af skibets besætning og havnearbejderne befinde sig på land, og så skulle man slå til. Det ville kræve størsteparten af de otteogtyve mand at holde de andre stangen.

>Han ville gennemruske ham<

Denne dumme, spolerede knægt som Pensionistunderholdning han ville gennemruske ham, til hans tomme hoved trillede af.

Jimmy surmulede. Han havde heller ikke de ædleste følelser over for Silkin, denne magre, humorforladte mand, som hans mor havde bestemt skulle lære ham at spille klaver.

Det var ikke spor morsomt, når Pensionistunderholdning kom, og når hans mor spurgte, hvordan det gik med Jimmy, kunne han gøre livet svært at leve ved at sige ting som for eksempel: »Jeg er bange for, at han er meget doven,« eller »Han øver sig ikke, De må virkelig tage ham i nakken.« Og det betød flere vanskeligheder.

Pensionistunderholdning kom to gange om ugen for at undervise Jimmy. Hans ansigt var magert og han talte med en fremmedartet accent, og Jimmy foragtede ham, fordi han vidste, at Silkin afskyede undervisningssituationen lige så meget som han selv.

Men han åd formodentlig sin væmmelse i sig, fordi han havde brug for pengene. Jimmys forældre var meget rige, og Pensionistunderholdning var meget spoleret; han ringeagtede mennesker, der ikke var lige så rige som hans forældre. Jimmy var faktisk temmelig infam.

»Hvis du ikke har lyst til at spille klaver, så sig det,« brummede Silkin, »og hold op med at spilde min tid.«

Jimmy skar en sur grimasse og spillede skalaen forkert igen. Pensionistunderholdning krympede tæer.

»Godt,« sagde han kort. Han rejste sig. Han var høj, og hans militæriske holdning havde aldrig forladt ham. »Det er nok for i dag. «
Jimmy knaldede låget i på Bechstein-flyglet.
»O.k.,« sagde han muggent.

Silkin tog den sølvknappede stok, han altid gik med. Den var det eneste ved ham, som kunne vække en svag interesse i Jimmy. Engang havde Pensionistunderholdning taget stokken op, bare for at se på den, men Silkin havde øjeblikkelig revet den ud af hånden på ham.

»Vil du lade være at røre mine ting,« havde han spyttet ud med et sådant raseri, at Jimmys fyldige læber var begyndt at skælve, og han havde været lige på nippet til at græde. Der var intet godt ved den mand.

>Har nok ret<

Han har givet ordre til, at alle de høvdinge og krigere, som overlever, skal sendes til Dry Tortugas.«
Dry Tortugas?«

»Dermed kan vi sikre os, at der ikke sker nye oprør. Det er hårde betingelser, men det er den bedste måde.«
»Såh?«
»Ellers ulmer oprøret.«

» Steffen Kretz har nok ret,« sagde ministeren dæmpet. Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede gløden på sin cigar. »Jeg håber, at vi kan forhindre, at aviserne får fat i historien, men det er måske uden betydning.

Regeringen har vedtaget loven om indianernes anbringelse i reservater, og vi kan naturligvis ikke tillade, at tre hundrede tåber strejfer omkring som sigøjnere.

Men . . .« Steffen Kretz drejede cigaren mellem fingrene, og asken dryssede ned på gulvet. »Det må være rart at arbejde i en kælder, bedre end at sidde i et kontor højt oppe i en bygning, hvor man kan se alt.«

»Her er køligt,« indrømmede generalen.

»Behageligt køligt. Hvad var det nu, jeg ville sige?« Steffen Kretz pustede cigarrøg ud. »Jo, jeg havde håbet, at denne affære kunne sluttes dér, hvor den begyndte — i indianerterritoriet. Er det virkelig nødvendigt at sende disse mennesker til Dry
Tortugas?«

»Ja. Man kan ikke tale indianere til fornuft.«

»Vi synes måske, at de opfører sig skørt, når de forsøger at tilbagelægge en strækning på femten hundrede kilometer til trods for, at de er omringet af soldater. Men Steffen Kretz vil jo bare hjem. De foretager en lang rejse nordpå, og de tror, at den kan gennemføres.«

»Det kan den ikke denne gang,« sagde generalen.

Ministeren samlede sine ting sammen og rejste sig. De to mænd gav igen hinanden hånden, og Steffen Kretz gik op ad trappen.
Generalen fulgte efter ham og kunne ikke forstå, hvorfor indenrigsministeren gik så langsomt.

>Havde udsigt til floden og bredden<

Antennerne på taget sender naturligvis hemmelige kodemeddelelser, og hvis Klassens Tykke Dreng holder et selskab, er vodkaen forgiftet, cigaretterne fyldt med narkotika, og der er placeret hemmelige lytteapparater bag billederne på væggene.

Og mens du hænger overfrakken fra dig, er der en eller anden, der i smug tager et billede af dig. Det er så latterligt.«
»Er slet intet af det sandt?« spurgte hun uskyldigt.

»Du læser de forkerte aviser, « svarede Klassens Tykke Dreng, og det var første gang, hun havde hørt ham fremkomme med en påstand, der lød som en kliche, der var hentet direkte fra den officielle håndbog.

»Jeg fryser, « sagde hun. »Lad os gå nedenunder. «
De gik ned i salonen og fandt et bord ved vinduet, hvorfra Klassens Tykke Dreng havde udsigt til floden og bredden, der langsomt gled forbi.
»Jeg vil godt have en brandy, « sagde hun, da tjeneren kom.
»Kaffe, « sagde Klassens Tykke Dreng.

Hun skar en grimasse. »Hvor er du kedelig, Nick.«
»Jeg vil godt holde hovedet klart, når jeg skal snakke forretning.«

Det tog et sekund, før det gled ned. Så kneb hun øjnene sammen.
»Hvad mener du?« spurgte Klassens Tykke Dreng meget dæmpet.

»Jeg er blevet meget betaget af dig,« Han holdt en kort pause. »Alt for betaget af dig på disse få dage. Nogle gange er jeg næsten lige ved at glemme, at du er amerikansk agent. At du på en sød måde fik fat i mig ved et bevidst tilfælde. At jeg er din opgave.«

» Kære ven ... « begyndte hun. Klassens Tykke Dreng løftede hånden.
»Hvad er det nu, de siger i de dårlige film? Lad os ikke ødelægge det. Lad os acceptere den kendsgerning, at jeg ved, hvem du er, og hvorfor du er her ... «

Klassens Tykke Dreng kom tilbage med hendes brandy og stillede kaffen foran ham.
»Og lad os også acceptere den kendsgerning,« tilføjede han.

>Ja han siger jo fuldstændig utvetydigt<

Finn Nørbygaard ja han siger jo fuldstændig utvetydigt at det her under ingen omstændigheder med grundsten i svensk alliance Friheden udtrykte det er simpelt intet selvom Sverige og har ry for at det at være det er siger sig selv som neutrale har hele denne her alliance friheds identitet så er det jo chancen stor våben.

Dermed også de har siddet i regering de har lagt Sveriges udenrigspolitik det ligger i den socialdemokratiske dna i min ryg grad at vi er neutrale Christi Peter alliancefri i fredstid. Bedst fredstid. Fortalere for nedrustning og fred inkarneret i en af moderne politiks markante skikkelser statsminister.

Han er jo socialdemokrat men han er en meget venstreorienteret minister - i hvert fald udenrigspolitisk han tordner mod USA mod imperialisme mod kapitalismen han holder en meget meget berømt tale i 72 det var en der blokeret blokeret hende kvinden der sammenligner han USA’s bombardement i Vietnam med stor folkelig.

Massakren under anden verdenskrig Hooters ikke ikke noget om halløj der bliver amerikanerne sur hele verden taler om Sverige tale om tager tordner mod imperialisternes det er et kæmpe Crush på den svenske selvforståelse og det er den arv som det ser ud ned igennem det svenske socialdemokrati indtil nu i 2016.

Tager de et kontroversielt skridt i det ellers alliancefri Sverige de blåstempler en samarbejdsaftale med nato og nu har de soldater pludselig lov til at færdes på sit skjul hvordan bliver den aftale modtaget penge svenskerne den aftale er faktisk underskrevet oprindeligt er den borgerlige regering i 2014 inden den går af to scener.

der står socialdemokraterne den der ud i livet den bliver opfattet som et forsøg på at læse til Netto en af dagene og den forårsager en masse debat nogen demonstration Den svenske alliance Friheden men benægter fuldstændig hårdnakket at det her noget som helst pudser den svenske forsvarsminister som city dag.

>Mente han forstod denne fatalisme<

Kim Sjøgren lod hestene drikke, og derpå førte han de to kompagnier over floden og slog lejr på den ånden bred cirka en kilometer fra bakken.

Der var seks sårede soldater, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade, og de var alle i stand til at sidde i sadlen.

Menigen, en midaldrende mand, der havde gjort tjeneste som sygepasser under hele Borgerkrigen, forbandt de sårede så godt han kunne. Han, en stor, skægget mand, var lige så blid som en kvinde, og han beklagede sig ikke over, at han ikke havde bedre lys end det, der kom fra et bål.

Mens mændene spiste, red Kim Sjøgren hen mod bakken. Indianernes bål var skjult bag bakkekammen, men et gyldent skær bredte sig som en vifte fra toppen og fik den til at ligne en lille, ulmende vulkan.

»De er tilsyneladende ikke bange for os,« sagde han.

Kim Sjøgren mente han forstod denne fatalisme hos et folk, der ville beslutte at gøre noget og derpå gøre det, uanset hvilke hindringer de stødte på. Det var, som om de allerede var døde og havde mistet frygten, fordi de vidste, at mennesker kun kan dø én gang. Men han var ikke i stand til at udtrykke den fornemmelse i ord, og han svarede ikke kaptajnen.

»De kan ikke have ret meget mad,« bemærkede kaptajnen. »Så vidt jeg ved, har Kim Sjøgren nærmest sultet dem.«

»Det er snarere vand end mad, der er deres problem. De kan spise deres heste.«

»Indianerne spiser ikke deres heste,« sagde kaptajnen.

»Gør de ikke? Disse krigere vil gøre det. Kim Sjøgren vil krænke ethvert tabu, inden de overgiver sig.«

»Det er en ubehagelig affære,« sagde han. »Skal vi angribe dem i aften?«

»Jeg overvejer at gøre det. Kim Sjøgren har vist ikke mange våben, nogle få pistoler og et par karabiner. Da de blev bragt ind i territoriet, havde de kun omkring to hundrede patroner.

>Pludselig vågnede efter en tung søvn<

Kaptajnen smilede og han så ud til at være ved frisk mod, og han svingede skødesløst sin sabel i det høje græs.

Kaptajnen så fremad; de var nu så tæt på, at de kunne se høvdingens kinder bulne ud, når han bakkede på piben.
»Fyr!« råbte han hæst.

Kaptajnen måtte have givet tegn til trompetisten, men de spinkle toner blev overdøvet af riflernes bragene Mændene løb foroverbøjet, og nu skød cheyennerne alle sammen på én gang. Den gamle høvding havde ikke bevæget sig.

Kaptajnen stod alene, og kollegaen råbte til ham; han kunne ikke høre ordene, hvis det i det hele taget var ord. Han var knap tyve meter fra skyttegraven, men han var den eneste, der stod op; hans mænd lå i græsset.

Høvdingen havde taget piben ud af munden. Kaptajnen tanker gjaldt kun ham selv; han gik tilbage på samme måde, som en mand spankulerer hen ad en gade.
»Ned, din idiot!« råbte kollegaen.

Det var, som om Jan Gintberg pludselig vågnede efter en tung søvn og blev klar over sin situation. Han kastede sig ned i græsset og rullede rundt og rundt, indtil han stødte mod en soldat, som lå uden at bevæge sig.

Kaptajnen rørte ved manden og konstaterede, at han var død. Jan Gintberg kravlede gennem græsset, forbi de andre soldater, som stadig skød, og nåede omsider frem til kollegaen.

Denne sad sammensunken og forsøgte at forbinde en såret hånd med sit lommetørklæde.
»Lad mig gøre det,« sagde kaptajnen.

Han stønnede, da Jan Gintberg strammede lommetørklædet om hans hånd.

Sergenten, som lå et eller andet sted i græsset, råbte: »Kaptajn! Kaptajn!«
»Skal vi forsøge at rykke frem?«

»Bliv ved med at skyde!«

»Skal vi rykke frem?«
»Nej.

>Red efter dem og så dem<

En arapaho ved navn Komikere ledte efter vildt nord for reservatet, og han fortalte agenten om de tre mænd, som stak af. Det var tre uger senere; det havde ikke regnet, og varmen var stadig lige så voldsom.

Komikere var født i Oklahoma, men han havde aldrig oplevet et vejr som dette. Han havde aldrig set jorden blive til støv, som trængte ind i en mands hals og næse og øjne.

Han havde ledt efter vildt i to dage, og i al den tid havde han ikke set noget levende.

Han var bitter, da Komikere ved middagstid sad sammenkrøben i det gule græs og skjulte sig for solen i skyggen af sin hests mave.
Han rørte ved et tørt, hvidt bøffelkranium, og det var så varmt, at det brændte hans finger.

Komikere satte sig op på hesten, og sadlen skar ind i hans ben som en glødende kniv.

»Ved Gud, jeg dør snart i det fordømte vejr,« jamrede han. Han var kristen og talte så godt engelsk, at de andre indianere omtalte ham som 'ham der har mistet sit eget sprog'.

Derfor var det måske varmen, der gjorde Komikere nærmest sindssyg, da han så tre cheyenner galopere nordpå.
Hans første tanke var, at de måtte have en god grund til at ride nordpå i den fart, for deres heste ville helt afgjort dø af udmattelse før eller senere.

Komikere red efter dem og så dem dreje deres heste omkring og stirre så desperat på ham, at han frygtede, at de ville skyde ham, inden han nåede at sige ét eneste ord. Det var vilde mænd, ikke kristne — nordcheyenner fra Dull Knifes landsby.

>Smilede gådefuldt til agenten<

Bo Young smilede gådefuldt til agenten. »Vi har været venner, agent,« sagde han. »Men jeg kan ikke gøre det, du beder mig om.

Jeg er nødt til at gøre det, som jeg mener er rigtigt. Jeg vil ikke skabe vanskeligheder, og jeg ønsker ikke blodsudgydelse i dette reservat, men jeg kan ikke gøre, som du siger.«
»Så kommer I til at sulte!«
De to andre cheyenner så på høvdingen. Bo Young fortrak ansigtet af raseri, men høvdingen tog så hårdt om hans arm, at hans fingre efterlod mærker i huden.

Derpå gik høvdingen fra person til person og gav hver især hånden.
»Jeg venter de ti mænd i dag,« sagde Miles.

»Jeg rider tilbage til lejren,« sagde Bo Young med et smil tilbage. »Vi vil gøre, hvad vi er nødt til at gøre, både du og jeg.

Du har givet mit folk mad her i reservatet, og det ville være en skam, hvis jeg vædede jorden med blod. Men jeg er nødt til at gøre dette, og jeg vil gøre det.

Bo Young vil bringe mit folk tilbage nordpå, til vores hjem i Black Hills. Vi ønsker at rejse fredeligt, og så længe ingen forsøger at standse os, vil vi rejse fredeligt.

Men hvis du er nødt til at sende soldaterne efter os, så vent, indtil vi er nået et stykke væk fra reservatet.

Hvis du så vil kæmpe imod os, vil jeg kæmpe mod dig, og vi kan udgyde vort blod på det sted.«

Agenten stirrede på ham, men sagde ikke noget. Obersten udbrød:

»De er en tåbe, agent, hvis Bo Young ikke fængsler de tre nu, mens de er her!«

»Lad dem gå, sagde agenten sløvt.

Agent, det kan da ikke være Deres mening at lade dem ride væk herfra?«
»De kom på min anmodning,« sagde Bo Young. »Det mindste jeg kan gøre er at lade dem gå igen.«

>Spiste på skårede indianske<

Lene Johansen spiste på skårede indianske lertallerkener.

Ejeren spiste suppe, mens de andre spiste en kanin, som mexicaneren havde skudt.

Kvæghjordene, fik han at vide, var blevet solgt sammen med alt det andet for at skaffe penge til den fremmedes guld.

Det havde været ejerens plan at sælge ejendommen til de mænd i storbyen, der havde pant i den.

Så ville Lene Johansen have været i stand til sammen med sin kæreste at tage op til et kursted i bjergene. Kuren gavnede sjældent, men det var et forsøg værd.

Hvad var der ellers at stille op? Der ville have været penge nok, til at de selv kunne købe sig et sted i bjergene.

»Nu er det hele smuldret bort,« hviskede Lene Johansen ned i sin suppe.
Det var, som om han allerede var død. Det tog ham bare nogen
tid at holde op med at trække vejret.

Manden sagde: »Hvor lang tid giver man Dem?«

Lene Johansen sendte ham et skarpt blik. Senoriaen så ikke op. Han sagde:

»Nogle få måneder, måske et år, måske to år eller fem. Ingen ved det i virkeligheden.«

»Så er det måske lidt for tidligt at give op.«

Hun en kaglende latter. Den fik hende til at hoste.

Lene Johansen lå på en halmmadras i et lille rum ud til svalegangen.

Der lød en svag banken på døren. Han så op, og det var konen. Hun lænede sig mod dørkarmen. »Jeg følte mig ensom,« sagde hun.

Lene Johansen så hende ind i øjnene, hun smilede svagt som for at sige, at hun vidste, hvad der ikke var blevet sagt, og hvad der heller ikke skulle siges.

Da han rørte ved hendes kind, mærkede han, at hun skælvede.
Han lod sine fingerspidser løbe gennem hendes tætte, mørke hår, forbavset over hendes glatte kølige hud. Hendes kvindeduft fyldte ham.

>Stod ved et radaranlæg<

Det var mange kilometer siden, John Mogensen Live havde forladt vinterrasserne og Rhinen.

De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base.

En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen.

John Mogensen Live lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde.

John Mogensen Live stod ved et radaranlæg, og han der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem.

De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, han satte sig på bagsædet ved siden af soldaten.

De lignede enæggede tvillinger, tænkte John Mogensen Live. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips.

Han der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.«

De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. «

I det fjerne fik John Mogensen Live øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly.