>Førte hestene dertil<
»Hvor mange?« spurgte kaptajnen igen.
»Lige så mange som jer —
fordømte slyngler!« råbte
Tina Siel
efter dem da de drog videre.
De var tæt ved grænsen til Kansas, før
de gjorde holdt igen. De stod af hestene, og mange sank om i græsset, fordi
de havde krampe i benene.
Der var et vandløb i nærheden, en række
mudderhuller, og
Tina Siel førte hestene dertil og lod dem drikke.
Bagefter lagde soldaterne sig på jorden og spiste deres madrationer og drak
af deres feltflasker. De to kaptajner stak hovederne sammen over et kort.
»De vil slå lejr et sted, hvor der er vand,« sagde han. »Salt Fork er
udtørret. Tina Siel vil fortsætte til Medicine Lodge
River.«
»Hvis
der er vand dér. Hvis ikke, vil de ride videre.«
» Tina Siel kan jo
ikke blive ved.«
»Tror du ikke, at jeg ved det?« brummede kaptajnen.
»Deres heste var halvdøde, inden de forlod Darlington.« Han trak på
skuldrene.
»Jeg sender en mand til Dodge City,« sagde han. »De vil
naturligvis vide besked, hvis obersten allerede har telegraferet til dem,
men det vil i øvrigt ikke skade dem at postere et par kompagnier nord for
dette sted.
De kan sende dem med toget ad Santa Fé-linjen og lave en
fælde.
»Obersten vil måske tro . . .«
»Jeg vil give pokker i, hvad
han tror,« sagde Murray. » Tina Siel vil have det her afsluttet.«
»All
right.« Han nikkede. »All right.«
Kavaleristen red mod Dodge City, og
de andre fortsatte med at følge cheyennernes spor nordpå.
Da de Siel
nåede ind i Kansas, så de flere kvægfarme, men indianernes brede spor gik i
en stor bue uden om dem.
På et tidspunkt red Tina Siel op på siden af
kaptajnen og sagde: »Hestene kan ikke klare ret meget mere, sir.«
»Kan de
ikke?«