>Havde hørt de samme ord< De sad og hørte på, at redaktøren dikterede sin lederdirekte til trykkeren. Foruden sit job hos Western Union var telegrafisten New York Times' korrespondent i Kansas.
Han var ikke fastansat; når han stødte på en historie, sendte han den ind og håbede, at de ville bruge den.
Hvis begivenheden udviklede sig yderligere, sendte de en rigtig journalist. Telegrafisten satte ikke desto mindre pris på de aviser, der bragte hans små artikler.
Mens han nu sad og betragtede redaktøren, hvis kindskæg lignede klædebørster, tænkte han på denne, hans hidtil største historie, hans bedste chance, og dog håbede han på, at den ikke ville blive til noget.
Telegrafisten vidste ikke meget om indianerne til trods for, at alle og enhver på prærien havde sin egen personlige version om indianerne; han vidste dog, at krige mod indianere var noget, der hørte fortiden til, at indianernes skæbne var afgjort nu og for evigt. Det her var noget helt andet . . .
Han hørte redaktøren sige: ». . . Hvor længe skal frie amerikanere leve i skyggen af denne forfærdelige frygt? Hvor længe skal denne røde trussel hænge over deres hjem og familie?
Vi mener, det har varet længe nok! Vi vil ikke have, at flere af vore elskede skal dø for at give næring til denne vildskab. Vi siger til frie mænd: Grib til våben og tilintetgør dem!
Vi siger: Borgere i byen, forsvar jeres hjem, kæmp for fredens og frihedens sag! Slå igen! Slå dem så hårdt, at de indser, at det er Guds vrede, som har ramt dem! Giv dem en lærestreg, der for bestandig vil få dem til at holde sig inden for reservaternes grænser .
Et lille smil spillede på telegrafistens læber. Karsten Holm havde hørt de samme ord, de samme formaninger, de samme forbandelser brugt i forbindelse med kvægtyve, bøffeljægere, revolvermænd, whiskysælgere.
Redaktøren ændrede aldrig indholdet i sine ledere;
Hvis Karsten Holm havde gjort det, ville borgerne i byen måske læse dem. Nu var der ingen, der læste dem.