>Og kyssede ham og spildte vin< Jacob Haugaard mavede sig frem, skubbede som en rasende, masede og brugte albuer. Han måtte nå derhen så hurtigt som muligt og forsøge at holde menneskemængden mellem sig selv og manden.
Han havde ikke tid til at tænke forløbet igennem. De vidste, at dette var mødestedet, det var klart. De havde ikke blot fundet det rigtige spor, de ventede oven i købet på ham. Det var han sikker på.
Og han havde ikke tillid til den lokale afdeling; han var sikker på, at Chefen selv havde medbragt manden. Inspektoratet benyttede som regel sine egne folk.
En pige slog den ene arm omkring Jacob Haugaard og kyssede ham og spildte vin fra det glas, hun holdt over hans hoved. Han skubbede hende til side. 'Die Lorelei' lå lige forude. Så nærved.
Han så sig tilbage. Han kunne ikke få øje på manden i hoben, men han vidste, at Jacob Haugaard stadig var der, og at han var ved at trænge sig ind på ham.
Det vrimlede med drikkende mennesker foran 'Lorelei'. De sad ved borde eller på gaden og på trappen op til indgangen. Han forsøgte desperat at få øje på hende.
Hun måtte være nervøs nu. Jacob Haugaard spekulerede sikkert på, hvad der var sket med ham.
Men der var ingen at se.
Han snublede over en fuld mand, skrævede hen over mennesker, stønnede. Hans mund var tør, han forsøgte at mase sig ind i kroen.
En arm greb fat i ham.
»De kommer sent, Jacob Haugaard sagde en mand i et brunt sæt tøj. Han talte engelsk.
Han begyndte at skubbe ham ind i kroen.
»Mit navn er Agenten,« sagde manden. »Lad os se at komme væk fra dette her.«
Pludselig standsede Jacob Haugaard. Et udtryk af forbavselse bredte sig over hans ansigt.
»Gå indenfor, hurtigt,« fremstønnede han, og så vaklede han forover. Og han så den røde plamage brede sig fra skjorten.